20. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

20. september

Published by Kenneth in Dagbog · 21/9/2013 01:08:20

Tja – så blev det fredag, og tiden snegler sig af sted. Men sådan er det jo altid, når der er noget man virkelig glæder sig til. Vores eftermiddagsrutine, som mestendels består i at stene igennem, enten ved en morfar eller et spil på iPad, blev behageligt afbrudt af et opkald fra Utibe, der stillede om til Ife. Vi havde gået og håbet på, at en fra Life ville køre ud til hende og fortælle, at vi ikke har glemt hende, men at vi snart kommer igen. Louise havde en god snak med hende – igen suffleret af Utibe, men hun var glad. Utibe sluttede så af med at fortælle, at vi gerne måtte komme på besøg i morgen, lørdag kl. 9 – Juhuu! Det er nu også 4 dage side, vi så hende sidst. Hvorfor, vi gerne må komme i morgen, er der ingen som helst forklaring på, men det må lægges i bunken af totalt uforståelige dispositioner fra Mrs. A´s side. Denne var så af den gode slags.
Som sagt sad vi og døsede lidt i sofaen, da opringningen kom, men det havde også været en strabadserende formiddag. Alain havde fri, så vi kørte alle til den libanesiske frisør. Det viste sig at være et større skønhedskompleks, hvor snart sagt alle kropsdele kunne få en tur med et eller andet instrument. Negle, fødder, hår etc. Vi nøjedes med håret. Da jeg sad i stolen, bad jeg om at få taget ca. 1 cm af. Jeg tror, han troede, at det kun skulle være 1 cm langt, for han ladede straks trimmeren og tog nakke og sider. Egentlig passede længden meget godt, men når man nu efterhånden ikke har så meget tilbage, så vil man jo gerne have lidt ud af seancen. Resultatet blev ganske fint – en god sommerklipning, hvilket jo passer fint til de stigende temperaturer, som vi døjer med. Mens vi sad og ventede på hverandre, kunne vi iagttage de andre kunder, der kom for at få klaret krøllen. En meget fin direktørfrue (europæer) fik sine amerikansk inspirerede slangekrøller og lidt efter trådte en stor lokal kvinde ind og forlangte at se på lidt extensions. Der skulle ske noget nyt, mente hun – og i et fint vitrineskab bag os hang da også alskens hårtotter i mange udformninger – lige fra død rotte til en ordentlig manke. Hvilken, hun endte med at vælge, nåede vi ikke at finde ud af, men det er en fin salon, libaneseren har fået banket ned her. De skal kunne lidt af hver. Og der var mindst 8 ansatte – ikke at de lavede noget alle sammen; en tog sig en god lur bagerst i butikken.
Alain, Louise, Mogens og jeg var voldsomt smukke, da vi kørte videre til Shoprite. Her skulle vi da lige have klaret gaveindkøbene til diverse myndighedspersoner samt til Mrs. A. Jeg må indrømme, at vi ikke brugte ret lang tid på at vælge tingene. 2 slips, 2 tørklæder og 1 sæt øreringe, købt og betalt på ca. 10 minutter. De vil blive lagt i en fin lille gavepose til hver, og så er den ged barberet. Det virker ærligt talt en smule bøvet at skulle stille med en gave til en person, vi aldrig har mødt. Louise og jeg har godt nok prøvet det utallige gange før, men så har det været til et værtspar, der har åbnet deres hjem for os på en drengekorsturne – det giver mere mening. Nå men, her skal ikke være nogen smalle steder, så alt er på plads mht. øvrighederne. Vi endte naturligvis på den lille cafe til lidt øl og kaffe. Med os havde vi også familiens yngste, Uchechie, der rocker-keder sig i disse dage. Hun har nu haft sommerferie i 2 måneder, så hun glæder sig voldsomt til at begynde et nyt skoleår på mandag. Vi spurgte Alain, hvordan Uchechie var endt i familien, og han kunne fortælle, at Elvira havde været på besøg hjemme i landsbyen. Her var hun blevet opsøgt af Uchechies mormor, der havde pigen boende. Hendes mor døde i barselssengen, og faderen var rejst – dvs. at han kom hjem et par gange om året. Mormoren syntes ikke, hun kunne klare det mere, så hun spurgte Elvira, om hun ikke kunne finde på noget. Samtidig havde Elvira og Alain flere gange drøftet muligheden for at adoptere et barn eller at tage et i pleje, så derfor slog de til, og tog Uchechie til sig. Hun er en skøn pige på 8 år med alt, alt for meget krudt i enden. Der er nok en diagnose på vej, men det går langsomt fremad, og nu har hun, i de 2 år, hun har været her, lært en del engelsk, så hun kan klare sig nogenlunde med sine kammerater.
Og samtidig med, at vi har siddet og nydt en dejlig middag, har mine tanker været en tur i Menstrup, hvor mine revykolleger har haft premiere på årets Schou-tur Revyshow. Det har rykket lidt i kapelmesterfingrene, men musikken er i gode hænder, indtil jeg kommer hjem igen. Og så skal Ife meget snart introduceres til den mærkværdige verden. Ligeledes fungerer skolen tilsyneladende også rigtig fint, uden man er til stede… Man ved i hvert fald, at alt er som det plejer, når man kan læse i beskederne fra skolen, at saksene mangler i kopirummet… Ak ja!

Dagens ord: Livet går videre derhjemme – uden os! Skræmmende, men dejligt!



No comments

Back to content | Back to main menu