25. august - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

25. august

Published by Kenneth in Dagbog · 26/8/2013 00:12:08

Det er blevet en rutine at kigge dagens videooptagelser igennem, før vi siger godnat om aftenen. I går havde Ife en fest med at blæse sæbebobler, og på et tidspunkt kom hun til at spilde noget af vandet ud på gulvet. Da hun kiggede spørgende på os, skyndte vi os at sige: "Skidt pyt". Og pludselig kunne vi på videoen høre Ife gentage: "Ski pyh". At det skulle være de første danske ord, hun kom til at sige, havde vi ikke regnet med, men sjovt var det, og der var ingen tvivl om, at hun forstod meningen med det hele.
Vi var i dag tilsagt kl. 9 på børnehjemmet, og Ife var klar i salen. Alle, børn som voksne, havde fået søndagstøjet på i dag, og da mor havde taget Ife i sin favn, sagde hun: "Go go – playroom". Ikke desto mindre skulle hun lige bruge en halv times tid på at vænne sig til det hele, så hun var lidt stille i starten. Plejeren kom ind med morgenmaden – en skål med hvidt brød, opblødt i varm kakaomælk. Igen blev Ife kommanderet til selv at spise siddende på gulvet med formaningen om ikke at spilde på tøjet. Og igen sad både mor og far og bad til, at plejeren ville tage og skride i en fart. Det går ikke Ife på, at få disse ordrer, men det stritter på os, fordi det er helt i modstrid med vores måde at gøre tingene på.
Igen var det boldspillet, der tøede hende lidt op. Shade (Lene og Mogens´ datter) kylede en bold over til os, og så var spillet i gang. Med rosinpakke i højre hånd sendte Ife adskillige ret præcise skud tilbage til afsenderen, og vi gjorde boblerne klar i mellemtiden. Disse var igen i dag kilde til stor ståhej og sjov. Det bedste i verden er, når far tager Ife på armen og flyver hende rundt i lokalet i jagten på boblerne. Hun er spændt som en flitsbue i bare forventning og glæde, og når turen så går nedad, hviner hun og klukler, så det er en fryd. Vi kiggede også lidt ud af vinduet i dag – ned på trafikken og mennesker, der gik forbi. Ife fortalte mig flere ting, som jeg ikke forstod ret meget af, men kommunikationen er i gang, og det er vidunderligt at opleve.
I dag var det bemærkelsesværdigt, hvor meget de tre piger havde glæde af hinanden. I stedet for at sidde i 3 grupper, med hver vores pige, gik pigerne på besøg hos hinanden. Ife drak juice hos Shade (der lagde ud med at gafle Ifes juicebrik, fordi hendes forældre kun havde vand til hende) og senere drak Tutu juice hos Ife, der endte med at undervise Tutu i, hvordan man blæser sæbebobler. I det hele taget var der en utrolig hyggelig og afslappet stemning i det lille legerum i dag. Og Louise blev kaldt "Mama" i dag af Ife – det var stort!
Da vi skulle tage afsked, løb Ife ud i det store rum til de andre børn. Hun løb hen mod sin egen sovesal, men ville gerne vinke farvel. Louise sendte et luftkys til hende, som hun straks besvarede. Herefter løb hun tilbage til os, for lige at få et farvelkram af os begge. Det rørte os begge rigtig meget, for det var tydeligt, at hun havde lyst til lige at sige farvel en gang til.
Vi tænker meget over, hvor meget vores piger skal kunne kapere i disse dage. Helt fremmede og fremmedartede mennesker, der pludselig dukker op i ens trygge hverdag og begynder at lege med en et par timer. Helt vildt er det at tænke på, hvor langt vi er nået på disse 5 besøg af et par timers varighed. Hvilken tillid vores lille pige dog viser os – og sikke en umådelig stor gave!

Dagens ord: Hvor kunne vi dog lære meget af børns tilgang til livet



No comments

Back to content | Back to main menu