3. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

3. september

Published by Kenneth in Dagbog · 4/9/2013 01:45:11

Uha – Det er vel nok i dén grad vores datter nu! Der er ingen, der skal komme og sige eller gøre noget  - så skal far nok tage affære! Jeg blev virkelig provokeret i dag – af overplejeren…
Alt var fryd og gammen, da vi mødte ind på børnehjemmet kl. 09.00 igen i dag. Der var ikke nogen at se i salen, da vi trådte ind. Men så gik alarmen! En dreng så os, og så råbte han af sine lungers fulde kraft: IFE!! Ife kom så løbende i mod os  - alt hvad remmer og tøj kunne holde og kastede sig i favnen på os – absolut en modtagelse man drømmer om at få, selvom det efterhånden er blevet hverdag, at vi kommer på besøg. Vi havde taget nogle træpuslespil med, og det synes Ife faktisk er temmelig interessant. Bogen "Mine første 100 ord" bliver også læst flittigt. Ife sætter ord på stadig flere ting, dog i en blanding af engelsk, dansk og noget, vi ikke forstår. Men det er tydeligt, at hun meget gerne vil tale om det, hun ser.
Vi havde fået skålene ind med morgenmaden – i dag havregrød, hvilket Ife synes rigtig godt om. Mor syntes den var lidt varm, så hun pustede på de første mundfulde, og da Ife overtog skeen, syntes hun da, det var meget praktisk at række skeen frem mod mor, der så kunne puste. Inden da havde Ife fået sine helt nye sandaler på – igen med julelys i øjnene og slet skjult stolthed. Hun havde haft dem på i ca. 30 sekunder før hun sagde: "I need to go wee wee!" Det gik op for os, at det var en undskyldning for at kunne gå gennem salen, hvor de andre børn opholder sig, så de kunne se, at hun havde fået sandaler. Louise, der fulgte Ife kunne også bekræfte, at sandalerne var blevet flashet grundigt og tissetåren ikke var noget særligt…
Vi var godt i gang med puslespillet, da overplejeren kom ind i legerummet for at hente de tomme tallerkener. Shadays og Tutus hentede hun selv, men vi skulle da lige afbrydes i vores hyggestund, for Ife fik en ret kort ordre om at rejse sig og give plejeren sin tallerken. Hun har i det hele taget meget travlt med at fortælle Ife, hvad hun skal gøre og sige. Det var lige før, at faren var sprunget op og i struben på madammen. Vi anerkender til fulde, at der er dagligdagsrutiner, der skal følges på et børnehjem, men det er fandme svært at høre på, at ens 3-årige datter bliver irettesat og givet ordrer på den måde – uden at få lyst til at rive en valgfri kropsdel af kællingen! Blodtrykket kom ned i øjenhøjde igen, og vi tog fint afsked – i dag med et par af de andre børn vinkende til os på trappen. (Billede i galleriet red.)
To afrikanske håndtrommer (i pakkevenlig størrelse), 3 malerier (uden ramme) og en kjole til fruen var høsten efter et par timers rundtur på Lekki Marked. I samme bydel som vores indkvartering ligger dette marked for specielt træfigurer, smykker, kunst samt 1000 andre ting, man måtte mangle. Vi var stort set de eneste til at gå rundt i mellem de mange små boder, og måske derfor fik vi ekstremt mange nye venner i dag. "Hello master – my friend – come and see – very special price for you"  etc. Når man tænker på, at dette er deres levebrød, så var de egentlig ret afdæmpede, og vi blev da ikke hevet i tøjet, som man har prøvet andre steder. Da vi viste interesse for et par malerier og oven i købet bevægede os indenfor i boden, så kunne de se, at der var basis for realitetsforhandlinger. Det kræver noget særligt! En lille benzindreven generator blev hentet frem; startet og både lys og loftvifte blev koblet til! Jo – der skulle ikke mangle noget, når de helt nye specielle venner vil købe malerier. Vi var hjemmefra grundigt instrueret i forhandlingsteknikken: forlad butikken ved første pris og tilbyd en tredjedel – se fornærmet ud ved anden pris og gå lidt op – slå til ved halvdelen af prisen – og det virkede! Jeg var ikke så flittig ved håndtrommerne… De lyder skidegodt, er smukke og jeg fik dem til 100 kr./stk. Det er en del af kulturen at prutte om prisen – de fleste ville nok undre sig, hvis man bare betalte prisen, men igen må en eller anden anstændighed komme forrest. Det lyder altid fedt, hvis man kan blære sig med en rigtig god handel, hvor man virkelig er gået til stålet. Det burde man også gøre meget mere hjemme. Men når man tager de nigerianske handlendes leveforhold i betragtning, så kan jeg godt få en anelse dårlig smag i munden, når man nægter at give 16 kr. mere for en tromme. Så jeg købte dem sikkert alt for dyrt. Han har sikkert grinet af mig efterfølgende – jeg bliver muligvis til grin overfor nogen, der hører om min handel – men ærligt talt: Jeg ta´r sgu chancen og nyder at profitten for en gangs skyld er havnet på et tørt sted!

Dagens ord: Do you feel lucky – punk? Don´t mess with Daddy!



No comments

Back to content | Back to main menu