26. august - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

26. august

Published by Kenneth in Dagbog · 27/8/2013 00:19:11

Denne dag blev uden at møde Ife. Vi sad og ventede i formiddags – på at en sms skulle tikke ind eller telefonen ringe. Det var en sms, der informerede os om, at i dag var hviledag på børnehjemmet. Skuffelsen var mærkbar hos os alle, men når en snert af fornuft og objektivitet genindfandt sig i bevidstheden, kunne vi godt forstå behovet for børnehjemmet. Hver gang vi tropper op i salen og genforener os med vores guldklumper, bliver der en umådelig virak. De andre børn ved alle godt, hvad der skal ske, og begynder at kalde på henholdsvis Ife, Shaday og Tutu for at fortælle dem, at deres "mum and dad" er her. Mange styrter ud i salen for at se, røre eller hoppe op ad de fremmede blege mennesker, der står med friske forsyninger af juice, kiks, rosiner og spændende legetøj. Og de ved også godt med smertelig sikkerhed, at al denne herlige opmærksomhed ikke er rettet mod dem, men mod de tre heldige, der har fået sig et sæt forældre. Ikke desto mindre er der ingen jalousi eller misundelse at mærke. Det kan naturligvis være, at den titter frem, når vi er gået, men det er der nu intet, der tyder på. Det er også med blandede følelser, at man står der og skubber de andre børn væk for at kunne få uforstyrret kontakt med sit eget barn. Det føles som en forfærdelig birolle i "Sophie´s Choice" – men der er ikke andet at gøre end at løfte sin egen datter op på armen og gå ind i det lille legerum og lukke døren bag sig. Her befinder man sig så i en lille boble af forventninger, lykke og glæde over den skønne kontakt, man er ved at etablere med sit eget barn. Og lige på den anden side af døren, leger alle de andre, der endnu ikke har fået forældre eller aldrig får det, fordi de har misdannelser, er ramt af en sygdom eller er udviklingshæmmede. Midt i al vores lykke er dette faktum ubærligt – og man øver sig på at lukke af for tankerne, som især trænger sig på, når man har lidt for megen ventetid.
Rigtig slemt bliver det, når man spørger de lokale, hvad der sker med de børn på hjemmet, der ikke bliver bortadopteret – enten nationalt eller internationalt. De bliver simpelthen sat på gaden, når de er store nok til måske at have en chance for at overleve. Her mangler der i dén grad en foranstaltning, der kunne give de unge mennesker et sted at bo, mens de kunne få en eller anden minimal uddannelse, der kunne holde dem i live. Udenfor børnehjemmet venter en storby med millioner af mennesker, der lever fra hånden til munden. En dagligdag, der går med at sælge sirligt stablede jordnødder på et fad, der bæres på hovedet. En kvinde sidder på hug og sorterer kulbriketter, som hun fylder i poser; en mor og en søn rister plantain (bananer) på en grill, en ung mand går rundt med en symaskine på hovedet for på stedet at kunne udføre småreparationer på folks tøj… Alt kan sælges – intet går til spilde. Og alligevel fornemmer man slet ikke den armod, når man bevæger sig rundt. Alle – unge som gamle – går i bemærkelsesværdigt rent og pænt tøj, og i deres ansigter er der intet spor af håbløshed eller skam. Tværtimod synes alle at være stolte over at være den, de er – uanset socialklasse eller skæbne her i livet. Forstemmende og beundringsværdigt på samme tid!
"Jeres piger er heldige – de kommer væk fra dette sted", hører vi fra vores værts bror, Ibi, der arbejder i et veletableret security-firma og ikke mangler noget. Og dog føler vi alle tre par, at det er os, der er de heldige, og vi har alle travlt med at indsamle fotos, historier og indtryk, så vi kan fortælle dem om deres fødeland, når de engang bliver store og nysgerrige nok – gad vide, hvad vi skal fortælle dem?

Dagens ord: Tilværelsen bliver sat i relief – og troen på en bedre verden sat på prøve…



No comments

Back to content | Back to main menu