16.- 17. oktober - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

16.- 17. oktober

Published by Kenneth in Dagbog · 19/10/2013 13:29:33

Onsdag var udflugtsdag. Omkring 10 km herfra ligger der et stort naturreservat. Så efter middagsmad blev bilen pakket – i bogstavelig forstand. Det er en stor Toyota Landcruiser, og 5-6 mennesker kan sidde rigtig behageligt. Vi har 12! Men hvor der er hjerterum, er der husrum, så efter de fleste havde fået et barn på skødet, var der klar til afgang.  Vi havde på forhånd fået at vide, at der var masser af aber, og det viste sig at være helt rigtigt. Allerede ved indgangen sprang de rundt i træerne, på jagt efter de kiks, som gæsterne kastede til dem. En ret stor havskildpadde tussede langsomt rundt og åd, hvad der var på dens vej. Ife syntes godt nok, den var lidt uhyggelig, men hun vovede sig dog hen og bankede den lidt på skjoldet. Naturreservatet er et stort sumpområde, dækket af skov. Man har så bygget en kilometerlang sti rundt i sumpen, og det er som at gå tur på en meget lang badebro. Der var en vidunderlig ro, og skønt var det også at have trækroner over sig, så solen for en gangs skyld ikke gjorde det ulideligt at gå rundt. Ved krokodillesøen havde man bygget et lille udkigsrum, hvor det skulle være muligt at få et glimt af de store dyr. De havde dog fri eller gad ikke komme frem af vandet, så vi så dem aldrig. En skilt, som opremsede de almindelige regler for færdsel i parken gjorde opmærksom på, at det var strengt forbudt at bade i krokodillesøen og at eventuelt overlevende ville blive straffet! Det var en skøn tur rundt i parken, og efter at mor havde været oppe i træhuset, bygget omkring 20 meter oppe i en stor trækrone, nåede vi ud til parkeringspladsen igen. Ife gik selv hele vejen, og det har nok nærmet sig 4 km. Ikke en eneste gang beklagede hun sig, men nød det hele.
Torsdag var egentlig temmelig fredelig – lige indtil vi opdagede, at Utibe fra Life havde sendt os en sms, hvor hun bad os om at komme ind på kontoret med det samme. Vi tog os dog den frihed at spise frokost først, men efter en time var vi derinde. Det var egentlig ikke særlig presserende, men der var et par dokumenter, der skulle underskrives, og vi blev informeret om den sidste del af processen. Efter vi har været ved domstolen, skal vi have pas til børnene. Det kan let tage 3-4 uger her i Lagos, så derfor har Life arrangeret sig med en højtstående medarbejder ved paskontoret i Enugu, som ligger ca. 450 km fra Lagos. Her kan det klares fra dag til dag. Det er en anden stat, hvor man ikke tillader international adoption, så derfor skal turen foregå i al ubemærkethed. Det betyder, at de 3 piger skal køre i bus hele vejen sammen med medarbejdere fra Life, men en enkelt forælder fra hver familie flyver derover. Det er nemlig vigtigt, at ingen myndigheder får fornemmelsen af, at der er tale om adoption, for så bliver der ballade. Så planen er, at vi sætter Ife på bussen mandag morgen meget tidligt, og så flyver jeg. Vi skal så bo hos Elviras bror, mens vi er der. Pigernes papirer bliver ordnet, vi voksne kommer uafhængig af pigerne hen på kontoret og underskriver, hvorefter vi kan tage hjem igen. Pigerne med bus og forældrene med fly. Man må sno sig – og det gør vi så. Vi synes i hvert fald ikke, at en forlængelse af opholdet på 3-4 uger lyder særlig rart.
På vej hjem fra kontoret fik Elvira at vide, at lederen af adoptionssager i ministeriet nu ville nægte os at komme til domstolen fredag! Selv Elvira var chokeret og måtte gennem sms´er tigge og bede om, at planen kunne holde. Carol, som lederen hedder, brokkede sig over, at der ikke havde været en "social worker" på besøg igen, og dermed kunne hun jo ikke være sikker på, at børnene havde et godt forhold til deres forældre. At der havde været en "social worker" på besøg talte ikke rigtigt, for han var ret ung og uerfaren, så det kunne hun ikke bruge til noget… Elvira ringede rundt, og heldigvis fik hun aftalt, at samme unge mand kunne komme på besøg igen en time senere. Nu fik vi travlt, for vi var endnu ikke kommet hjem fra kontoret, og der skulle ordnes et "fake værelse" til Ann og Per. Alle nåede dog hjem, og kl. 17.15 dukkede han så op igen. Denne gang bad han os om at lade som om, han ikke var til stede, så børnene legede og dansede og vi så så tillidsfulde og forældreagtige ud, som vi overhovedet magtede. Efter en halv time rejste han sig og sagde, at børnene jo havde det godt og at de var meget klar til at rejse hjem til Danmark! No shit Einstein?! Nå – men det var jo ikke hans skyld, at Carol i ministeriet havde skabt sig. Elvira kunne bagefter fortælle, at denne Carol er mindst lige så uligevægtig som Mrs. A. og at hun ingen som helst skrupler havde i forhold til at gøre livet surt for andre – især adoptanter. Hertil skal lægges, at hun selvfølgelig også havde skældt Utibe hæder og ære fra, da hun sidst var i ministeriet for at ordne lidt papirer. Det er blevet klart, at Utibe må have den mest utaknemmelige job i hele verden – og samtidig er hun det mest søde og smilende væsen. Hun fortjener alle de medaljer, der findes!
Da vores social-ven var gået igen, sad vi ærligt talt og gispede i sofaen. Elvira fortalte, at hun aldrig nogensinde før havde oplevet, at man så tæt på retssagen havde slået bremserne i for en petitesse af denne karakter. Vi var utrolig heldige, at den unge mand kunne rykke ud så hurtigt, for ellers havde vi måttet lægge mindst en uge til vores i forvejen alt for lange ophold. Vi er åbenbart omgivet af magtliderlige kællinger, der skalter og valter med andre, som de lyster. Det kommer vi aldrig til at vænne os til. Jeg spurgte Elvira over aftenkaffen, hvordan hun kunne holde det ud. Hun svarede, at hun har valgt at synes, det er sjovt at spille dette teater, hvor man skal foregive, at man respekterer de høje magter, og det sjoveste er, hvis man kan plante en ide hos nogen, og efterfølgende applaudere højlydt, når de forelægger ideen som deres egen! Det er faktisk en udvidet form for skak…
Endnu engang var et læs tæt på at vælte. Denne gang var det dog ikke på grund af en liden tue, for Carol er stor både af krop og stemme – og så er hun i øvrigt en ko! Så er det sagt!

Dagenes ord: Det kan blive trættende aldrig at få lov til at køre midt på vejen, men vælte fra grøft til grøft!



No comments

Back to content | Back to main menu