17. og 18. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

17. og 18. september

Published by Kenneth in Dagbog · 18/9/2013 23:44:56

My god – sikke en dag! Den startede ellers så fint… Ifes sprudlende humør i går var i dag afløst af træthed, og ikke engang maden lokkede. Faktisk spiste hun ikke engang op, hvilket vi ikke har set før. Et øjeblik overvejede vi, om vi skulle gemme resterne for Nurse Ratchet, der sikkert kunne finde på at tvinge det i hende, når vi var gået. Det eneste, hun var interesseret i, var at få en tidlig middagslur, og det fik hun så. Vi var på ingen måde skuffet, for hun skal for pokker have lov til at lægge sig, hvis hun er træt, og der er også en form for hygge i bare at sidde stille og roligt og mærke hendes åndedræt. Det blev en forholdsvis kort lur, for igen i dag kom vores plejerveninde ind allerede efter 1 time og bad os om at pakke sammen. Hun forsøgte sig med et smil i dag; det pynter muligvis, men inde bagved lurer et diabolsk lune, som hun ikke engang kan skjule for en blind. Efter episoden i går, var vi i dag bedre forberedt på et kort besøg, men ikke desto mindre var det en brat opvågnen for Ife, der var lidt forvirret over at skulle sige farvel igen. Nede i receptionen blev vi pludselig kaldt på Mrs. Adedoyins kontor. Her fortalte hun, at hun havde talt med ministeriet til morgen og at vores brev ville være klar på fredag – og herefter skulle vi i gang med "the bonding". Systemet er således indrettet, at når familierne kommer for at hente deres barn, så skal børnehjemslederen frigive barnet efter at have sikret sig, at der er en god tilknytning mellem barn og forældre. Til gengæld kunne vores besøg på børnehjemmet nu blive lige så lange, vi havde lyst til. Vi nikkede pænt og gik åndsfraværende ud til bilen. Vi har været på besøg mere end 20 gange, og tilknytningen bliver ikke hverken større, bedre eller anderledes, før vi kommer væk fra børnehjemmet med vores piger! Endnu engang gik vi derfra temmelig rystede. Ann og Per havde inviteret os hjem til sig i deres lejlighed, som de har lejet efter at have haft mange problemer med det hotel, de havde booket hjemmefra. Det var helt rart at sidde og tale tingene igennem over en kop kaffe. Vi gik sammen en tur på New Market, der ligger lige ved siden af, og her købte vi ca. 1 million hårpyntsindfletningsklare tingester til Ifes hår, når det engang gror ud og skal have den helt store tur. Hjemme igen ventede vi spændt på at komme til at tale med Elvira om "the bonding", og om hvordan vi kommer udenom denne yderligere forsinkelse. Hen under aften kom der så en sms fra Utibe, som fortalte, at vi ikke kunne komme på besøg mere, før brevet fra ministeriet er klar!! Vi kender rutinen, og det gør Alain heldigvis også. Fire danskere sidder og spiser aftensmad i absolut stilhed – kun en enkelt ed og forbandelse overdøver lejlighedsvis støj fra bestik på tallerkener. Bagefter satte han whisky på bordet og bed os om at forsyne os. Endelig kom Elvira hjem, og hun og de andre i Life havde også haft en festlig dag på kontoret. Vores situation er pt. Således:
En dansk kvinde, der er ny frivillig for Life har muligvis fortalt på et andet børnehjem, at vi er i Lagos og besøger vores børn – det må vi ikke, når vi ikke har et brev fra ministeriet – det andet børnehjem sladrer til ministeriet, for dette børnehjem modarbejder Life af uransagelige årsager – kvinden i ministeriet eksploderer af raseri – Utibe forklarer – kvinden er ligeglad – Elvira forsøger at ringe til denne kvinde, men hun vil ikke engang tage telefonen – en kollega til den koleriske dame siger, at det nok skal gå – Mrs. A. har ikke overholdt aftalen med Elvira om at lade det sive til ministeriet, at vi er her – Elvira rejser til blandt andet Danmark torsdag for at holde møde med A C Børnehjælp, for de svarer ikke på deres mails – alle er oprørte over "the bonding", og Utibe må rede dette ud med Mrs. A., der heldigvis ikke alligevel skal med Elivira til Danmark, som først planlagt – muligvis skal ministeriet på hjemmebesøg for at godkende hjemmet, men det vil Elvira ikke høre tale om… MEN BORTSET FRA DET, så går det såmænd fint!
Confused? You won´t be after this episode of…
Vi sludrede længe med Elvira igen i aften, og hun sluttede samtalen af med at bemærke, at hun var ret sikker på, at vi nok skulle nå det hele indenfor de afsatte 8 uger. En helt utrolig ukuelighed og optimisme – men på en eller anden måde virker det overbevisende, når hun siger det. Måske skulle vi sende hende til Mellemøsten og lade hende rede et par tråde ud dér også…

Vedrørende onsdag den 18. september:
Vi befinder os i en limbo, som vi er så vant til. Ikke fordi vi har lyst, men fordi vi ikke kan andet. Dagen er gået med at læse, en tur til supermarkedet samt skære tænder. Såmænd rigtig hyggeligt, men alligevel. Elvira kom rigtigt sent hjem, og var mere end træt. Hun har sit advokatkontor at passe, og en mængde tunge sager presser hende pt. Hun kunne dog fortælle, at Utibe snarest vil indkalde os til at møde, hvor vi forhåbentlig kan få et overblik over, hvor vi står. Så med det i tankerne kan vi nu smutte til køjs og drømme om alt det gode, der venter os forude… Herregud – det er jo bare et par måneder.

Dagens ord: Planlægning, organisation og velordnede forhold er kun for tøsedrenge… Nigeria for the win!



No comments

Back to content | Back to main menu