15. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

15. september

Published by Kenneth in Dagbog · 16/9/2013 19:44:18

Det var så nemt at komme ud af fjerene i dag! Man kan sagtens vågne tidligt, men så er det som regel, fordi en myg har været på spil i nattens mulm og efterladt sig et eksorbitant kløende stik. De er særligt nederdrægtige hernede; de er små, og har åbenbart en "stealth-funktion", for man opdager intet, før det er for sent! Men i dag var det naturligvis fordi, vi skulle på besøg hos Ife igen. Det er jo ikke til at sige, hvis behov for at se hvem, der var størst, men forældrene var i hvert fald smålallende i dag. Iblandet denne lette følelse var også en flig af tvivl om, hvorvidt Ife nu også ville kunne genoptage vores forhold, der hvor vi slap. Men alle vores bekymringer blev gjort til skamme, da vi trådte ind i salen på børnehjemmet. Hun strålede over hele femøren, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme ind i det lille rum. Vores kontaktperson i Life, Utibe, havde godt nok sagt, at vores piger spurgte efter os og ligefrem savnede os, men vi havde ikke rigtig turdet stole på disse oplysninger. Snart var der gang i det hele igen – klodser, balloner, sæbebobler, kiks og juice – alt sammen til musik fra iPad. Louise har downloadet en lang playlist med børnesange på Spotify, og når den bliver sat i gang, så sidder Ife lige så stille og synger med, selvom det er på dansk. Musikeren i faderen har naturligvis konstateret at intonation og rytmefornemmelse er mere end i orden. Ikke for at ville pace, men alligevel… Per og Anns pige, Tutu, fyldte 2 år i dag, og de havde købt kager og juice til hele børnehjemmet, så vi var lidt spændte på, hvordan det skulle foregå, sådan at det ikke skabte mere kaos end glæde. Men her havde plejerne lagt en glimrende plan, for da to timer var gået med lykkelig genforening af voksne og børn, rykkede vi 3 par med børn ned i receptionen, hvor et par børneborde hurtigt blev sat op. Med til festlighederne var også 3 af de børn, der som regel er i farvandet, når vi besøger vores piger. En pige med et misdannet øje, en skøn dreng med en hjertefejl (der ganske vist er opereret), og så "krydsemissilet" – en pige, som er barn af misbrugere, og som derfor under danske forhold ville få en diagnose af diverse bogstavsammensætninger: ADHD etc. Men i denne sammenhæng var hun meget føjelig, hjælpsom og sød. Vi tror ikke, Ife nogensinde har oplevet sådan et lille selskab før. Hun sad meget pænt, dog betuttet, og fik slet ikke spist noget af den kage, der var serveret foran hende. En del af forklaringen kunne være, at store fødselsdagskager hernede i bund og grund er halv- til heltør sandkage dækket efter alle kunstens regler med pynt, glasur, creme etc. Det kunne også være et udslag af et tidligere rigeligt indtag af kiks og rosiner. Hun havde mere travlt med at sidde og kigge på de andre, og hvad de gjorde. Jeg tror bestemt, hun hyggede sig, men det virkede som om, hun ikke rigtig kunne tro på alt dette. Til stede var også Mrs. Adeodoyin (børnehjemslederen). Det plejer helt naturligt at lægge en vis dæmper på børnenes udskejelser, og så kan man jo tænke sit om det. Det var hende, der iscenesatte hele seancen, og det blev faktisk hyggeligt. Da vores lille selskab ikke kunne rumme mere kage, blev resten sendt op til de andre børn, som så også fik lov at smage på herlighederne. Vi var egentlig på vej ud af døren, da Mrs. A. kaldte os ind på sit kontor. Da hun tilsyneladende ikke havde slagvåben eller lignende indenfor rækkevidde, fulgte vi pænt trop og blev bænket foran hendes skrivebord. Og så gav hun os en undskyldning!! Hun forklarede opholdet i besøgene med, at hun var bange for, at der skulle komme besøg fra ministeriet samtidig med vores besøg, for så ville vi alle have haft problemer. Idet vores invitationspapirer ikke er udstedt til os, forventer de nemlig slet ikke, at vi er i landet. De næste 10 minutter sad vi og småsludrede lidt med hende, og hun var faktisk meget imødekommende og høflig. Somme tider kan det være forfærdeligt at konstatere, at ens bange anelser bliver bekræftet – men ærligt talt, så kan det fandme være dobbelt så irriterende, når man må se ens antagelser og fordomme falde sammen som et middelstort korthus. Det gjorde de nu – pokkers! Vi lader dog ikke 1 svale gøre en sommer – heller ikke bare fordi, vi er i Nigeria; vi har jo hørt andre skrækkelige beretninger om fruens gøren og laden, så indtil videre har gongen lydt, og vi er gået til ringhjørnet – men vi har ikke taget handskerne af endnu.
Vi var let opstemte resten af dagen, og denne følelse blev yderligere underbygget af Alains fra ferien hjembragte franske oste, som dessert – hertil glimrende rødvin! Uha da – sikke en god dag! Men vi trængte også! Et enkelt dryp malurt i bægeret fandt jeg dog – jeg er snart færdig med Jussi Adler Olsen – det er sgu trist!

Dagens ord: Det er nu alligevel rart at lade fordomme falde!



1 comment
Daniel
2013-09-17 00:10:06
Hurra! Hvilken oplivende afslutning på det triste kapitel, det har lige gjort en lang og strid mandag i Garfield-kategorien, til en dans på roser.


Back to content | Back to main menu