30. august - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

30. august

Published by Kenneth in Dagbog · 31/8/2013 01:32:40

Udover, at vi manglede Amarula, var der en anden grund til, at vi måtte i Shoprite i går. Om end Amarula fuldstændiggør aftenhyggen med kaffen, var der en vigtigere ting: der skulle være sko klar til Ife, når vi forhåbentlig snart får lov til at få hende med hjem. Det er ikke særlig nemt at købe sko på øjemål, så selvom vi havde haft målebåndet med på børnehjemmet og med Ifes vantro ansigtsudtryk havde givet os til at måle længden på hendes fødder, så var der i "Max" en del gætten, hvad angår hælekappe, bredde og lukkeanordninger på diverse sandaler og lukkede sko. Louise og jeg var dog enige om at købe et par sneakers og et par sandaler – sidstnævnte i lyserød udgave og med lidt glimmer. Str. 25 = 15 cm fod.
Det er muligt at bytte sko i en uge efter købet, så vi syntes, det gav mening at tage dem med på børnehjemmet og prøve dem på pigebarnet.
Vi mødte Ife i en støvet lyserød kjole – faktisk meget yndig – og hun var absolut klar til at lege og hygge med det samme, modsat de andre dage, hvor hun gerne lige vil have lidt tid til at tø op først.
Vi havde, udover skoene, fundet flere Duploklodser på tilbud – uden tema – så nu kunne der bygges i højden, hvilket hun gik op i, meget koncentreret.
Hvis man er gammel nok, kan man sikkert huske, at man hver fredag eftermiddag sad og så "Det lille hus på prærien" med Laura Ingalls og far Charles med det perfekte skinnende svenskerhår. Det var så hyggeligt, og de var så gode og så rigtige i alt, hvad de gjorde. Når det var jul eller fødselsdag, så havde de købt en enkelt ting til hinanden, som de i dén grad påskønnede. Den samme oplevelse kan man få, når man genser "Matador", hvor et par alen Merino til en vinterfrakke kan tænde julelys i selv den værste Scrooge. Det er nostalgi, så det brager – indrømmet! Men der er altså noget vidunderligt ved tanken om at kunne værdsætte en enkel, praktisk gave i en sådan grad – modsat de gaveorgier, som alle sikkert har været med til – i hvert fald, hvis der er børn indblandet i festlighederne.
Sådan en oplevelse havde vi i dag!
Det er svært at beskrive det udtryk, Ife havde, da vi viste hende de nye rød- og hvid-hurtigtternede sneakers i dag. Glæden var stor, da hun først skulle have "footies" på. Det var lidt sjovt. Da hun så fik skoene på, var hun så pavestolt, at hun næsten ikke kunne rumme det. Hun vedblev at kigge på dem og kunne nærmest ikke få sig selv til at rejse sig op og stå. Endelig oppe at stå, rokkede hun sig ikke en cm i flere minutter. Hun har garanteret aldrig haft et par sko på før – det var ret tydeligt. Jeg måtte gå et par skridt tilbage og bede hende om at komme hen til mig, før det lykkedes hende at tage de første par skridt i sine nye sko. Og disse var bestemt ikke særlig sikre – det var hende så uvant at have noget på fødderne. Men stoltheden lyste ud af øjnene på hende, og vi begyndte at overveje, om vi havde begået en brøler, for hun skulle jo have dem af igen, før vi gik. Det blev nu ikke noget problem, for vi fortalte igen og igen, at disse sko var hendes, og at vi ville tage dem med igen i morgen. Hun bruger str. 25 – men på billederne kan man se, at de tynde lange stænger, hun er udstyret med, får dem til at virke meget større.
Det var en ubeskrivelig stor oplevelse at kunne forære noget så lavpraktisk som et par sko til sin egen datter og få sådan en reaktion!
I virkeligheden er situationen jo et resultat af, at nogen i denne verden ikke får de ting, som vi i de moderne samfund tager for givet – mad, sko, tøj, uddannelse etc. Men når man har set udtrykket i Ifes øjne i dag, spekulerer vi på, om der ikke er noget, vi har mistet…


Dagens ord: Hvornår mistede vi den evne?




No comments

Back to content | Back to main menu