10. - 13. oktober - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

10. - 13. oktober

Published by Kenneth in Dagbog · 14/10/2013 00:46:49

Der er meldt klar scene. Alle forhindringer for den perfekte optræden er væk. Publikum venter. Hun venter på sit cue. Musikken skal være i orden. Så! Nu kører beatet på 136 slag i minuttet ført an af den store djembe. Hun nikker anerkendende til kapelmesteren (som i dette tilfælde må kaldes en DJ) – vender sig og indtager scenen. Nu følger så en serie, som bliver improviseret på stedet. Den rummer alt fra underspillede vrik med hoften, over store sving med benene, direkte i en pirouette. Pludselig stopper hun og står helt stille – med ryggen til publikum. Alle venter i åndeløs spænding – hvad vil der ske? Og så drejer hun hovedet langsomt og får øjenkontakt med herren på første række – med et blik, så han ikke rigtig kan føle sig sikker på, om det er ham, hun kigger på. Hun vender sig pludseligt og spidder ham med et håndtegn, som når en tyrefægter sætter sit endelige stød ind. Han er solgt! Det var han faktisk allerede, da de første æggende moves gik over scenen, for det er Ife, der danser og far, der er den udvalgte tilskuer på første række. Hun kan fand´me danse – kan hun! Hvor hun har det fra, aner vi ikke – måske har et par unge plejere kedet sig en dag og sat lidt house på i fællessalen og så ellers givet den gas – det kan man da håbe! Det mest fascinerende er, at grundrytmen eller pulsen er fuldstændig på plads – det behøver hun slet ikke tænke på. Så meget mere overskud er der til at finde på gode, sjove, fede og gimpede bevægelser. Og hun elsker det! Hun danser gerne sammen med andre, men lige så gerne alene. Vi håber inderligt, at hun holder fast i den uspolerede glæde, som både er kilden til og udtrykt i dansen.
Går man ned for enden af gaden, hvor vi bor, ligger der efter den tværgående vej en stribe grunde direkte ned til lagunen. Det hedder Lagos Lagoon, hvilket for de fleste bringer ganske eksotiske billeder frem på nethinden. Og på afstand ser vandet med de store villaer på den anden side også både indbydende og smukt ud. Men når man kommer nærmere skæmmes idyllen af det uklare vand med samme mængder affald, som man finder langs de fleste veje – vuggende i vandkanten. En af disse grunde ejes af et fransk par, som tidligere også har huset adoptanter, men som nu har opgivet. Dog har de ladet Alain og Elvira vide, at deres adopterende gæster er velkommen til at gå ind på grunden, der står ubebygget hen og egentlig bare er en græsplæne, kantet med palmer ned til vandet. En sidste skanse er en balustrade, der får det hele til at se helt herskabeligt ud. Derudover er der et lille plateau, som måske engang bliver gulvet i en smukt beliggende pavillon – samt et gyngestativ. Ife elsker dette sted!! Hun spørger mange gange dagligt, om vi ikke "going to see water!" Første gang hun stod og kiggede ud over vandet gik hun helt i stå. Det var tydeligt, at hun aldrig før har set vand i disse mængder og stod bare og var betaget. At sidde der sammen med hende og være helt stille i en form for andægtighed var fantastisk. Nu har hun efterhånden været der 3-4 gange, men alligevel skal hun lige stå og betragte det hele, før hun stiller sig klar ved gyngen for at blive skubbet af far. Det er blevet en daglig rutine at gå derned, og vi har siden udvidet konceptet med kiks og juice, som Ife stadigvæk er svært glad for. På vej både derhen og hjem hilser Ife på alle – især de mange portnere, der sidder eller står udenfor den ejendom, som de skal holde øje med. De er alle klar med et vink, en hilsen eller et glad: "How are you!" Enkelte gange ænser de slet ikke, at vi kommer forbi. Det er når de har sat et godt nummer på og står og danser med lukkede øjne. Det er et sjovt skue, men samtidig enormt livsbekræftende. Tiden skal jo gå – og der er nok af den. De har lange vagter på 14 – 15 timer – og så spændende er der nu heller ikke på vores vej.
Siden sidste dagbogsblad er retsmødet blevet udskudt til fredag – hvorefter Elvira indkasserede en tjeneste, og fik det rykket tilbage til torsdag igen. Det er sådan, det fungerer. Som Elvira selv siger, er det vigtigt hele tiden at sætte noget ind på bankbogen, så man kan indkassere lidt hjælp den anden vej, når man virkelig har brug for det. Et telefonopkald en sen aftentime, og så var retsmødet rykket. Hun har vist nok tidligere hjulpet denne domstolskvinde med at få et fransk visum i en fart. Elvira arbejder som advokat for den franske ambassade, hvilket bringer hendes egen franske mand, Alain, lidt i forlegenhed ved selskaber eller cocktailparties på ambassaden. Han er den eneste af de to, der bliver bedt om at vise pas – og det er ham, der er franskmanden!
Lige nu ligger Ife i sin egen seng, som hun har gjort det siden den aften for 4-5 dage siden, hvor vi spurgte hende, hvilken seng, hun helst ville sove i. Hun valgte sin egen! Hun falder i søvn med begge arme over hovedet og nakken let bagover. Man skulle tro, hun var slået omkuld. Det er hun nærmest også – af sig selv. Udover den lille time, hvor hun tager sin middagslur, er hun aktiv hele dagen. Fuld knald på! Så der er ikke noget at sige til, at hun ligner en besvimet, når hun er faldet i søvn om aftenen ved halvottetiden. Vi lader døren stå på klem og går begge to ned og spiser aftensmad, drikker kaffe og hygger os. Og når vi kommer tilbage på værelset, står vi ligesom så mange forældre før os og nyder dette fredelige og smukke syn af ens barn, der sover. Tanken melder sig med det samme – hvor er det dog ubegribeligt, det hele!

Dagens ord: Der er få tilfælde, hvor man må overgive sig og elske det ubegribelige…



No comments

Back to content | Back to main menu