12. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

12. september

Published by Kenneth in Dagbog · 14/9/2013 12:09:34

Det var lidt irriterende at vide, at vi egentlig skulle have været af sted i dag til børnehjemmet og så bare sidde ved morgenbordet uden at skulle derud alligevel. Endnu mere frustrerende, fordi det udelukkende skyldtes en gal kvindes tankespind og sære ideer. Men nok om frustrationer. De har det med at sætte sig som smådårligt humør, jo mere man taler om dem. Igen en hel dag uden planer. Vi besluttede at fylde et enkelt hul i den tomme kalender med en spadseretur efter frokost. Plejehjemslivet bliver øvet grundigt! Formiddagen blev brugt i selskab med Jussi Adler Olsen og "Marco-effekten" – særdeles god læsning! Når man sidder fast i det lave gear, begynder man at fokusere mere på eksempelvis måltiderne. Vores kok havde faktisk glemt vores frokost i dag, så det blev en hurtig gang moi-moi (bønnemos) med kartofler i. Ærligt talt ikke nogen oplevelse, men slet ikke repræsentativ for standarden. Den unge mand laver storartet mad – fisk i alle afskygninger, jollofris, sammenkogte retter etc. Og hver eneste dag startes måltiderne med en frisk salat og afsluttes med frugt. Men efter bønnemosen i dag, syntes vi, at vi havde fortjent en is, og et par kilometer herfra ligger en "Coldstone" – et amerikansk koncept, hvor man vælger sin is, tilbehør, sauce etc. og de mixer det hele sammen på en frossen granitplade. Ret banalt, men superlækkert. Da vi var nået ca. 100 meter ned ad gaden ringede vores telefon. Det var Utibe, der befandt sig på børnehjemmet. Hun kører jævnligt derud, mest for at holde god kontakt med børnene. I dag var hendes mission at få en telefonsamtale i stand mellem Ife og os. Det var Louise, der fik Ife i røret. Ife var tydeligvis godt instrueret af Utibe. En forsigtig lille stemme i den anden ende sagde "Hello" og "I miss you" – men det var slet ikke det, det handlede om. Hovedformålet var, at Ife skulle høre sine forældres stemme og dermed vide, at vi ikke har glemt hende. Bagefter kunne Utibe fortælle, at Ifes ansigt havde været et kæmpe smil – af glæde og af overraskelse. Det var rimeligvis første gang, hun nogensinde har talt i telefon – noget, der med en vis sikkerhed vil blive rådet bod på senere i livet! Omkring Ife havde stået 10-12 af de andre børn og havde jublet og råbt, så det havde været en stor begivenhed på børnehjemmet. Man ser en scene fra "Annie" for sig, hvor pigerne på sovesalen flokkes om den lille radio, når der er reklame for Pepsodent! Bagefter var gåturen helt svævende, for det var så vigtigt for os at få fortalt Ife, at vi ikke har glemt hende, og at vi savner hende.
Om aftenen var der inviteret til selskab igen. Denne gang for at tage afsked med nogle franske venner, der nu skulle udstationeres i Luxemburg. Bordet bugnede af lækre retter, og vi fik smagt en nigeriansk klassiker: Pebersuppe. Jeg behøver næppe understrege, at den var stærk! Og selvom vi efterhånden har fået galvaniseret spiserøret, så tog denne suppe emaljen af tænderne. Men der er det særlige ved stærk mad, at chilien og peberet åbner smagsløgene (efter en kort bedøvelse) og helt nye dimensioner dukker op.
Alain er bestemt en franskmand med humor – ikke noget man støder på ret ofte – og da slet ikke i Frankrig, men en af de gæster, der var inviteret var om muligt endnu mere underholdende! Han gjorde tykt nar af sig selv som franskmand og sin egen situation som 40-årig ungkarl i Nigeria. Ind imellem de muntre kommentarer indviede han os i sin fascination af landet. Der er forfærdeligt mange ting, der ikke virker; et hæsligt regeringsapparat, der er korrupt; umulige embedsmænd, der lægger forhindringer i vejen for selv de bedste initiativer, men alligevel elsker han at være her – og han kendte mange, der efter et par år i landet ikke kunne forestille sig at være noget andet sted i verden, uanset herkomst. Man føler sig nemlig i live! Man er nødt til hver eneste dag at kæmpe for de ting, man gerne vil opnå. Og der ligger en særlig tilfredsstillelse i det. Det gav faktisk mening. For selvom man nok ville eksplodere og hive de sidste lokker ud af kraniet, så bliver man i velordnede samfund som det danske lullet godt og grundigt i søvn – dysset godt ned af forudsigelighed, vanetænkning og lænen-sig-tilbage. Og det er den sikre død for kreativitet og innovation. En  dag med Ife i telefonen og underholdende franskmænd – dén havde vi ikke lige set komme…

Dagens rod: Moders navn er en sjov lyd – også i telefonen!



No comments

Back to content | Back to main menu