23. og 24. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

23. og 24. september

Published by Kenneth in Dagbog · 25/9/2013 00:42:00

Jeg har før skrevet om trafikken her i Lagos, som virkelig ikke er for børn. Bilerne bliver kastet rundt mellem kørebanerne, og hvis man ikke synes, det går hurtigt nok, så laver man bare en vognbane til sig selv mellem de eksisterende rækker. Dertil skal lægges, at bilparken mildest talt er i katastrofal dårlig stand, så de bryder sammen ustandseligt. Forklaringen er enkel. Priserne på biler er som i Europa (minus DK!) og forsikringer har man slet ikke råd til. Derfor er det ingen spøg, hvis ens sidespejl pludselig bliver påkørt af en meget stor og gammel Mack lastvogn. Og det skete for os på vej til børnehjemmet mandag morgen. Vi kørte meget langsomt, da føreren af lastvognen masede sin skrotbunke frem og ramte spejlet. Vores chauffør reagerede ved at køre bilen halvt ind foran lastbilen, så den ikke kunne komme længere, hev håndbremsen og forvandlede sig fra den rare "Old man river" til et raserianfald på to ben. Han steg ud og skældte den formastelige hæder og ære fra på sit stammesprog. For ham gjaldt det om at få penge ud af den anden, så spejlet kunne repareres. Men da der ingen penge var at få, måtte han jo gøre noget andet. Efter at have ringet til sin chef, råbte han lidt mere af lastbilchaufføren og sluttede så scenen af med at gå hen til førerhuset og rive sidespejlet af. Tilbage i bilen igen lagde han nogenlunde tilfreds det nyerhvervede sidespejl ned i bunden af bilen, og så kunne vi køre videre. Noget for noget…! Om der var tale om pant, eller han senere ville forsøge at bytte det til et nyt spejl, aner vi ikke, men nu ved vi da, hvordan man også kan løse trafikale uoverensstemmelser, selvom metoden nok ikke er helt gangbar på Køge Bugt om morgenen…
Ife var i hopla. Det drejer sig ikke så meget mere om at lege med ting og sager. Når det er sagt, så lægger vi hver morgen ud med et kvarters sæbebobler, men herefter handler det i højere grad end tidligere om bare at være sammen med os. Kildeture, grinmasser og pruttelyde er skønt, og hun kaster sig rundt af grin. Hun afprøver også forskellige strategier med henblik på at redde sig en ekstra Digestive – ikke altid med held. Og så kan hun da sagtens sætte en småfornærmet mine op, der dog ikke holder så længe. I dag tirsdag, teamede hun op med far om en ekstra kiks, og det lykkedes! Så kunne mor sidde for sig selv lidt imens.
Det virker som om, at vi er kommet ind i en ny fase i vores indbyrdes forhold. Vores oplevelse er, at hun har overgivet sig helt nu, så hun ikke bare betragter os som hyggelige legekammerater, der kommer forbi hver dag. Vi har fornemmelsen af, at hun savner os, og hun bliver også temmelig ulykkelig, når vi begynder at pakke sammen for at gå igen. Det er gennemført hæsligt, for vi føler virkelig, at vi svigter hende, og hun fatter jo ikke, hvordan det hænger sammen.
I dag, tirsdag kl. 13.35 kom så sms fra Utibe, der kunne meddele, at vores approval letter nu er udstedt af ministeriet!! Hurra! Nu er vi her officielt, og nu kan selve sagsgangen starte… Næste step bliver, at vi skal møde i ministeriet til et interview. Hvad de vil spørge om, aner vi ikke, for de har jo fået alle vores papirer og rapporterne om os sendt herned i forvejen, så der kan ikke være så meget mere, de kan ønske oplysninger om. Men de finder nok på noget. Vi ved ikke, hvornår dette interview skal finde sted, men vi er rådet til at have det pæne tøj med os, overalt hvor vi færdes, for indkaldelsen kan komme fra time til time, og så er det bare af sted! Således pakker vi nu hver morgen skjorte, slips, kjole samt gaver til embedsfolkene ned i bagagerummet på bilen, så vi er klar til at rykke ud, når opkaldet kommer. Det skal fandme ikke være pga. os, at noget bliver forsinket!
Ellers går dagene sin skæve og især stille gang. Vi får læst en del, og Alain har været sød til at forsyne os med litteratur – særlig nigeriansk. En ganske interessant bog hedder "Every day is for the thief". Den handler om en nigeriansk mand, der efter en del år i USA tager på besøg i Lagos. Bogen er fra 2007, så vi kan genkende rigtig mange af de iagttagelser, han har gjort. Han er generelt desillusioneret i forhold til de forventninger, han havde til gensynet med sit fædreland. Og det gør ham ondt, at der er så megen korruption, som altid vil fastholde en stor del af Nigeria i armod. Et eksempel, som vi kunne nikke meget genkendende til var hans besøg på National Museum. Der er virkelig ikke meget at se på, selvom Nigeria har så fantastisk meget et præsentere netop på et nationalmuseum. De tidlige kongers bronzemasker er bare et eksempel. De er selvfølgelig forsvundet og solgt etc. I 1973 var Dronning Elisabeth II på officielt besøg i landet. I den forbindelse ringede præsidenten (Gowon) til Nationalmuseets direktør og sagde, at han lige ville komme forbi efter en god gave til dronningen. Nu fik direktøren travlt med at gemme de største skatte for præsidenten. Så han knoklede i to timer, før de kom og hentede en meget gammel og vidunderlig bronzemaske. Direktøren kunne sin ihærdige indsats til trods ikke nå at gemme et helt museum. Dronningen fik masken med hjem. For at fuldende paradokset, så har denne maske 1 gang før været i London. Kolonimagten bragte den hjem i 1897 efter Benin-ekspeditionen, hvor Benin City blev jævnet med jorden, og tusinder af kunstskatte blev sejlet til Europa og solgt for at finansiere krigstogtet. I 1950-erne ville Storbritannien dog hjælpe Nationalmuseet i Lagos i gang og leverede så denne Benin-bronzemaske tilbage, hvorefter den ca. 20 år senere blev givet til den intetanende dronning på besøg. Hun troede naturligvis, at der var tale om en replika – det blev først opdaget i 2005, at den var ægte. På denne måde, er det jo ikke nemt at opbygge et lands identitet på baggrund af en fælles historisk bevidsthed og stolthed, hvilket i sig selv er deprimerende at tænke på.

Dagens ord: Efter 5 ugers ophold er vi endelig officielt ankommet – det går fremad!



1 comment
Annie
2013-09-24 23:41:22
Thank you for god godnatlæsning -lige hvad jeg trængte til efter flere timers arbejde med en udtalelse og en udviklingsbeskrivelse på et barn. Hvad er det tøsedrengene synger Louise. Nu kan det kun gå fremad. Stort knus til jer

Back to content | Back to main menu