21. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

21. september

Published by Kenneth in Dagbog · 22/9/2013 01:43:00

Der skulle have været en chauffør klar kl. 8.15 i dag, men der var sket et eller andet i kommunikationen. Efter et opkald til Mr. Moshood, der står for al vores kørsel, gik der faktisk kun 20 minutter, før der holdt en bil klar – oven i købet med vores yndlingschauffør. Det er ham, jeg før har refereret til som en, der kunne have en hovedrolle i Showboat, som den kære gamle sorte mand, der griner og elsker sit job. Vi var således kun 5 minutter forsinkede på børnehjemmet. Ife var et festfyrværkeri, da hun modtog os. Hun pjattede, fjollede, lavede ansigter, grinte og var bare lykkelig! Det var vidunderligt, at se hende igen. Hun viste også andre sider. Man kan f.eks. godt blive en lille smule tøsefornærmet, når man ikke får kiks nummer 2, selvom man beder om det. Men det varer ikke længe, så er humøret tilbage. En anden ting, vi måske kommer til at adressere, er at hun et par gange, når jeg driller lidt for meget bare kigger olmt på mig og siger: "I´ll slap you"! Lige dér titter børnehjemslivets lidt mere rå hverdag frem, og det skal der selvfølgelig ryddes op i. Det er på ingen måde sagt i ond mening, men snarere et udtryk for den tone, i hvilken man ordner sine ting. Desværre havde vi igen kun en time sammen med hende, og da vi måtte fortælle hende, at vi var nødt til at begynde at pakke sammen, blev hun faktisk rigtig ked af det. Hun var lige ved at græde, og egentlig havde det været rart, hvis hun havde gjort det, for vi har en fornemmelse af, at Ife er lidt for god til at vende sine bekymringer indad, frem for at give udtryk for dem. Men hun var temmelig slukket de sidste 5 minutter, og i dag var afskeden sværere end nogensinde før. Og ærligt talt, så er der jo ikke noget at sige til det. Hun kan jo ikke begribe, hvorfor vi er så ustabile i vores besøg, og vi er selvsagt helt ude af stand til at forklare hende, hvad der foregår. Som vi talte om, da vi landede igen, havde det måske været nemmere for Ife bare at savne os, i stedet for at få et kort besøg på en time.
Lørdag aften var der så festivitas igen i huset. Tommy fyldte 14 år, og der var naturligvis hyret en ekstra kok ind til at lave maden til den store buffet. Igen var der flere bemærkelsesværdige ting ved fejringen. De sidste gæster ankom 1½ time forsinket. Ingen havde gaver med. Alle var ude af døren igen 2½ time efter ankomst! Ikke desto mindre var det rigtig hyggeligt. Dejlig mad, gode vine og aftenens højdepunkt: de to islagkager fra Coldstone, bag hvilke fødselsdagsbarnet tog opstilling til et hav af fotos. Vi kom til at sidde ved siden af Gale, en af Elviras søstre, og som snakken gik, kom det frem, at hun var blevet skilt fra sin mand for 3-4 år siden, og nu var hun så alene med 5 (!) børn. Han havde kronet skilsmissen med at ringe og fortælle, at han intet ville have med hverken hende eller børnene at gøre. Uden at trampe rundt i, hvor stor en idiot, han er, så ville man jo i Danmark have krav på både dit og dat samt hjælp fra kommunen. Men Gale havde allerede et år forinden mærket, at der var noget galt, og derfor var hun begyndt at tage sine forholdsregler. Hun sagde sit job op og startede egen virksomhed og forsøgte i alle forhold at gøre sig så uafhængig af manden som muligt. Og ganske rigtigt; da manden kom hjem efter en lang forretningsrejse, blev han nærmest skræmt af den uafhængighed, som hun havde bygget op, og så skred han. Han har ingen lovmæssige forpligtelser overfor børn eller eks-kone, og derfor skulle man tro, at hun måske var temmelig udfordret på mange måder. Men familien står klar bag hende og bakker op! Det er nærmest en forpligtelse, de har. Banker et familiemedlem på din port og beder om hjælp, så giver du ham den – uanset hvad! Og som tidligere beskrevet i dagbogen, så er Nigeria et sted, hvor man kæmper for tingene hver eneste dag. Så Gale, der står alene med 5 børn og nystartet virksomhed klarer sig godt og føler ikke, at det er ved at tage livet af hende. Desværre er børnene stadig kede af det og savner en far.
Vi skal af sted igen i morgen – og selvfølgelig glæder vi os! Vi håber bare, at der bliver sat lidt mere tid af, så Ife ikke bliver så ked af det igen – for det er næsten ikke til at bære. Men tiden arbejder for os, og snart er vi alle tre sammen og væk fra børnehjemmet, Mrs. A og Nurse Ratchet – til dem kan vi kun sige som Ife: "I´ll slap you!"

Dagens ord: Hvor kan en times samtale med et vildfremmed menneske være berigende.



No comments

Back to content | Back to main menu