18. - 23. oktober - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

18. - 23. oktober

Published by Kenneth in Dagbog · 25/10/2013 13:03:28

Lige nu er klokken 05.15, og vi har lige sendt Ife af sted med bil til Enugu – 450 km herfra. Det må være det helt rigtige tidspunkt til at få skrevet for de sidste par dage. Ife er en slow starter – hun skal bruge mindst en halv time på at komme til sig selv, men når så først hun har vænnet sig til tanken om, at en ny dag er parat til nye opdagelser og eventyr, så er humøret lige så klar. Således i morges kl. 4 og lige sådan i fredags kl. 5.30 – vi skulle være ved domstolen kl. 8.00, og her skal man komme tidligt, for der er ikke tildelt et tidspunkt, kun en dato, og så er det efter først-til-mølle-pricippet. Retten i Surulere i Lagos ligger midt i et fattigt beboelseskvarter, men er egentlig pæn og nydelig, alt taget i betragtning. Den lille retssal med brede fløjdøre i begge sider ud til det fri var hyggelig nok at sidde at vente i. Vi var kommet som de første, men vi måtte vente på dommeren, hvis bil var brudt sammen. Så ved halvellevetiden kunne sagerne gå sin gang. Selve retssalen blev ikke benyttet, men alle tre familier kom på skift ind i et lille bitte kontor, hvor en alvorligt udseende dame sad bag sit skrivebord med sekretæren stående ved siden af, Elvira og Utibe langs væggen og to tomme stole foran skrivebordet til adoptanterne. Vi sad længe, mens dommeren bladrede alle sagsakterne igennem. Hun lod sig ikke på nogen måde anfægte af, at vi sad og ventede. Så kiggede hun op og spurgte om, hvordan Daniel og Nikolaj havde det med at skulle have en lillesøster. Vi svarede, at de begge glædede sig. "Yes, but she is special!" var hendes afsluttende kommentar, og det kunne vi jo kun give hende ret i. Herefter fulgte den formelle del, hvor hun opremsede vores rettigheder og forpligtelser, og da den endelige dom faldt, måtte de to forældre overgive sig og lade følelserne tage over – nu var vi lovformelige forældre til Ife. Billeder blev taget, gaver overrakt og lykønskningerne fløj gennem lokalet. Nu kunne ingen lægge forhindringer i vejen mere og 3-4 års ventetid og hårdt arbejde var slut. Derfor var humøret højt i bilen på vej tilbage, og vi måtte da lige forbi den lille cafe ved Shoprite og fejre det med kaffe til de voksne og is til børnene. Det var en fuldstændig vidunderlig lettelse at vide, at vi nu var i mål. Alain havde tidligere fortalt os, at det var tradition, at afgørelsen ved retten blev fejret med champagne i Salleras House. Men Alain var jo ikke i huset og forældre og børn var temmelig baskede, da vi kom hjem, så vi tillod os at tage en stille og rolig kop kaffe til at markere dagen. Humøret var i top under alle omstændigheder. Men lørdag måtte jeg af sted for at købe bobler. I supermarkedet Prince Ebano havde de et glimrende udvalg. Da jeg kom hjem, var de øvrige gået ned ad vejen på besøg hos et vennepar af familien. Deres hus er gigantisk, og haven indrettet med stor dejlig pool, svalegang med slænge-sig-hen-med-cognac-møbler samt et stort flor af orkideer – fruen i huset er entusiast! Ife var allerede i poolen sammen med mor og havde en fest! Da vi kunne begynde at ane blå nuancer bag den mørkebrune hud og da tænderne klaprede om kap med naboens generator måtte vi hive hende op – meget mod hendes vilje. Så da far var klar med badeshorts, insisterede hun på at tage endnu en tur, hvilket hun selvfølgelig fik lov til. Denne gang fik hun så meget mod på det, at hun lod sig hænge i et badedyr, så far kunne trække hende rundt i vandet. Nu var Ife blevet til en motorbåd! Det var virkelig et par dejlige timer, og med frisk luft (i Lagosstandard) ind fra lagunen kunne vi sagtens have taget et par timer mere. Men to badetrolde, der havde givet den gas kræver deres aftensmad til tiden, så vi takkede mange gange for lån af vand og dækstole og begav os hjem.
Søndag havde vi aftalt med hele familien at mødes i den lille have for enden af vejen – direkte ned til lagunen. Vi pakkede champagne, juice, kiks og plantainchips (dem kommer vi altså virkelig til at savne!), og med Ife i klapvognen gik alle i huset (inklusive franskmændene) ned og lod propperne springe. Elvira holdt en lille tale for os, hvor hun takkede os for vores tillid til Life Organisationens arbejde samt for at vi havde haft så megen tålmod i forhold til de mange uger, hvor vi havde ventet. Vi benyttede lejligheden til at sige alle i familien tak for deres måde at være på. Selvom det er en del af deres familieliv, så må det være frustrerende en gang i mellem, at der altid er gæster i huset. Herefter begyndte vi vores lille videoprojekt. Vi bad hver enkelt i familien om at indspille en lille hilsen til Ife. Det blev nogle virkelig vidunderlige optagelser, som vi kan vise Ife engang, når tiden i Lagos begynder at fortone sig. Så vil hun kunne høre og se, at hun har endnu en familie i Nigeria. For Ife har ikke kun taget os med storm! Hun er også trasket direkte ind i familiens hjerter – med træsko på. Også selvom hun insisterer på at kalde Tommy (14 år) for en kakerlak!

Turen til Enugu gik rigtig godt, selvom det var hårdt. Pigerne (Shade og Ife) kørte 12 timer med bus sammen med Life-medarbejdere og Mogens og jeg tog flyet. Når to piger på henholdsvis 2 og 3 år har siddet stille i 12 timer og endelig er fremme ved deres fædre, så er der en del energi, der skal ud – koste hvad det vil. Og ud kom den. De tilbragte den første time med at storme rundt i stuen i huset, hvilket rent akustisk var et helvede for os andre. Det var et udtryk for lettelse, glæde og overtræthed, så de faldt rimelig hurtigt i søvn, da de havde spist og været i bad (i koldt vand). Huset er nybygget, og varmvandsbeholderen er ikke lige kommet på plads endnu. Ife blev dog lidt mor-syg og græd lidt, men Christiane stillede sig til rådighed som moderlig substitut, og snart var Ife i dyb søvn. Vi er så stolte over vores piger! Det er altså sejt at blive sat på en bus sammen med 2 næsten fremmede mennesker og så køre i 12 timer – uden at brokke sig.

Et par smadrede vinduer, hvor gardinerne blafrer lidt i vinden. Udefra set er der ingen tegn på liv. Alligevel er parkeringspladsen fuld, og mængder af affald, der ligger spredt udover hele området, vidner om en eller anden form for menneskelig aktivitet. Det er paskontoret i Enugu. Bygningen er i 3 etager og ligger i et rektangel omkring en stor gård, med grøn beplantning. Arkitekten må ligge og græde et eller andet sted. I porten ind til gården ligger et fotokopieringskontor, hvor folk kan få taget kopier for 10 naira. Også pasbilleder klarer de her - man udnytter pladsen. Lidt senere, når paskontoret lukker, sælges der bukser her!
Vi bliver af De Gaulle ført ind i administrationskontoret, hvor vi bliver bedt om at vente - det skal vise sig at blive dagens altoverskyggende begivenhed - venten. Mens vi sidder her og venter, kan jeg lige forklare, hvorfor Elviras bror, som vi bor hos, er opkaldt efter en tidligere fransk præsident. Broren blev født i '69 under Biafrakrigen, og faderen var embedsmand. Han sympatiserede med Ojukwu, den biafrakanske leder, og da Frankrig med Charles de Gaulle viste sig at støtte Biafra med våbenleverancer, måtte farmand simpelthen opkalde sin søn efter præsidenten. Familien boede i Sierra Leone på det tidspunkt, men moderen mistede 2 brødre i krigen.
Ife har en særlig egenskab. Det virker som om, at hun kan mærke, at vi nu er et specielt sted, hvor folk ser alvorlige ud, og derfor sidder hun meget stille og afventer, hvad der nu skal ske. Der skete bare ikke rigtig noget. Dagen før skulle havde pigerne have været af sted for at få taget billeder till sagen, men i sidste øjeblik var det sat i stå pga. en særligt presserende sag for vores kontakt. Efter en time på fars skød, hvor hun bare havde siddet og kigget på alle de flotte uniformer, det vandrede ud og ind af det ca. 8 kvadratmeter store kontor, gav hun op og overgav sig til en middagslur. Det var som at opleve første afsnit af Matador, hvor Mads Skjern og Daniel venter på foretræde for Korsbæks spidser. En halv time inde i luren, blev vi kaldt ind til fotografering, så hun havde ca. 45 sekunder til at vågne i, før hun sad på knæ i en stol foran kameraet. Det blev et lidt søvnigt billede. Jeg måtte nu til computerskærmen for at tjekke, at hendes navn var stavet rigtigt, og at øvrige data var i orden. Leonora Ifeoluwa Lykke Sichlau - jo den var god nok. Leonora kan de ikke rigtig finde ud af. Ifeoluwa går heller ikke så godt. Det er jo et Yoruba-navn, og vi er i Igbo-land. Lykke og Sichlau opgiver de på forhånd. Hurra - nu var vi i gang med noget! Nu blev så ført tilbage til ventekontoret. Chinasa tilbød at hente lidt drikkevarer til pigerne, og vi takkede ja. Jeg gik ud og vred Ife midt i skraldet bagved bygningen, for et toiletkunne man ikke låne. Da jeg kom tilbage kom en bøs herre i sort uniform og bad os om at følge med. Han førte os ind på endnu et lille kontor, og vi nåede lige at se det lille skilt over døren: Anti Human Trafficking! 3 børn, hvor de 2 af dem var mindre end uoplagte samt 3 svedende forældre tog plads i plasticstole og sad nu overfor en alvorligt udseende dame, der begyndte at bladre de mange sider igennem i vores sagsmapper. Hun kiggede op og spurgte, hvorfor vi var i Enugu, når vi havde adopteret fra Lagos State. Egentlig et ganske relevant spørgsmål, men vi vidste ikke, hvor meget vi skulle fortælle, for vi skulle jo være diskrete, da Enugu State ikke tillader international adoption - i øvrigt kun fordi en guvernør ikke rigtig føler for at underskrive et bestemt dokument! Vi forklarede, at sagsbehandlingen i Lagos ville tage alt for lang tid, men da hun så konstaterede, at et af vores papirer havde sneget sig ind i Mogens og Lenes sagsmappe, blev hun irriteret og bad om at tale med vores kontaktperson. Hun var imidlertid efter drikkevarer og vidste ikke, hvor vi var blevet ført hen, så jeg bad om lov til at gå ud for at finde hende. Det var ved at blive lidt for spændende. Chinasa dukkede dog hurtigt op, og hun fortalte, hvordan sagen hang sammen. Lagos er Yoruba-land og vi sad overfor en Igbo-kvinde. Jeg mener at have hørt Chinasa nævne, at det jo var håbløst i Lagos, da de jo er Yorubaer, og så var der forståelse mellem de to. Mistroen mellem de to stammer hersker stadig, og lige nu var det måske en hjælpende omstændighed for os. Vi kunne et øjeblik efter forlade dette kontor med damens velsignelse i form af en påtegning. Ventekontoret ventede, men ret hurtigt blev vi ført ind til et interviewlokale. Her nåede vi dog kun at opleve chefen irettesætte en af sine medarbejdere i en ret utilgivende tone. Den unge mand havde formastet sig til at sammenhæfte nogle papirer, hvilket han ikke burde have gjort. Nu kom en anden medarbejder ind, tog vores sagsmapper og bad os om at følge med. Ingen interview til os! Hvor mon vi skulle hen nu?? Jo - ventekontoret! De Gaulle kom nu og fortalte os, at alt faktisk var i orden, og at vi nu kun ventede på at få trykt passene. Vi havde nu været der i over 4 timer, og pigerne var ganske forståeligt møre, så vi besluttede os for at køre pigerne hjem i ventetiden. Så kunne vi bare komme ind senere og hente de færdige pas - forhåbentlig! Denne "Nigeriaskepsis" lurer konstant under overfladen. Kl. 16.30 tog vi tilbage på paskontoret, denne gang uden piger, og efter to underskrifter stod vi nu med de færdige pas! Det var en vidunderlig følelse - vores sag i Nigeria er slut efter 10 uger!
Der er faktisk meget smukt i Enugu. Masser af træer, store vidder og bjerge gør, at luften får luft under vingerne. Om morgenen kan man sågar høre fuglene synge, så hvis kan lukker øjnene, kan det næsten føles som en sommermorgen i Danmark. Men med passene i hånden fremstod det hele endnu herligere. Men sikke en dag! Pigerne besvimede efter aftensmad og bad, og de to fædre festede igennem med 3 kopper kaffe, 14 gab og et rullefald på madrassen kl. 22! Det er jeg fa'me ikke vant til...
Nu venter turen tilbage til Lagos - Ife i bus sammen med medarbejdere fra Life, og farmand per fly. Det er i morgen - 2 dage til vores hjemvenden til Danmark.



No comments

Back to content | Back to main menu