29. august - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

29. august

Published by Kenneth in Dagbog · 30/8/2013 00:50:19

En mester og en lærling ankommer til den store P-plads, lige ud for den café, hvor vi sidder og nyder en kop kaffe. Det er en stor P-plads til et endnu større indkøbscenter, hvor vi shopper, når der mangler flaskevand, Amarula eller andre dagligvarer. De har en ret kraftig vinkelsliber med, og opgaven går nu ud på at skære den irriterende lille metalstuds af, der rager umotiveret op af asfalten. Men sådan en bruger strøm. En ret enkel løsning kunne være at føre en forlængerledning fra vores café – der er kun 15 meter. Men næh nej! Mester kigger undersøgende på den nærtstående lysmast og får en ide. Han henter en skruetrækker og skruer dækslet nederst på masten af. Stikket klippes af vinkelsliberen, og de to nøgne ledninger forbindes nu til indmaden i lysmasten. Der er måske 35 master på pladsen med hver 4 kraftige lamper i hver. Men der er stadig ikke strøm – så nu går mester ind til centerchefen og får tændt lyset i alle masterne, så de kan få skåret den lille studs af! Entreprenant! En kompliceret løsning på et lille problem!
Kaffen, som var akkompagneret af ovenfor beskrevne underholdningsindslag, var tiltrængt efter dagens besøg på børnehjemmet. Ife stod klar ude ved trappen, hvor vi kommer op. Allerede her fik vi det første smil, og derefter gik det til legerummet, som vi efterhånden er lidt trætte af. Vi kunne virkelig godt bruge lidt mere plads sammen med pigerne, der i stigende grad opsøger hinandens selskab. Efter at Ife havde siddet sine 10 minutter og puttet lidt, fulgte vi op på gårsdagens succes med ballonen og udvidede parken med 2 røde balloner. Tutu kom med 2 grønne – så nu var der formelig ballonfest! Det var stadig skægt at banke far i ægget med ballonen, men også festligt, at de to andre piger hjulede rundt med hver deres.
Dagens morgenkomplet var havregrød – med lidt sukker! Den fik Ife lov til at spise uden nogen form for formaninger fra overplejerens side. Hun har måske opdaget de hvasse blikke Ifes forældre har sendt de andre dage og besluttet sig for at opgive dén kamp. Det gør hun også klogt i!
Der skulle også leges med Lego. Ife har en fest med at samle, skille, stable, putte op på vores hoveder, putte figurer, fodre hunde etc. I dag kunne vi mærke, at hun virkede lidt indebrændt til slut. Det er svært at vide, hvad der er årsagen, men et godt gæt kunne være, at hun, ligesom os, er træt af, at vi skal gå fra hende igen efter kun halvanden time, som går så hurtigt. Men vi kan stadig ikke tage pigerne med os, før brevet fra ministeriet er klar. De har nu haft siden april måned til at skrive det brev, så vi har ret store forventninger til dets komme! Afskeden blev dog ret udramatisk, idet Ife så ud til at skulle på toilettet efter at have vinket til os i salen. Hun skyndte sig i hvert fald videre med retning mod toilettet på sovesalen, så hun var så lovligt undskyldt som nogen.
Vi begav os så ud på de regnvåde veje på vej mod indkøbscenteret. Der kom en meget kraftig tordenbyge på halvanden time, hvor vandmængderne ville have kunnet gøre Tannev fjern i blikket af misundelse! Bemærkelsesværdigt var det , at der ikke lå store vandpytter på vejene – hverken de små eller motorvejene – til forskel fra Motorring 3 hjemme i DK, hvor en tiendedel af denne byge kunne have lukket hele herligheden. De kan altså noget, de nigerianere…

Dagens ord: Ventetid har Fanden skabt – på en dårlig dag!



No comments

Back to content | Back to main menu