7. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

7. september

Published by Kenneth in Dagbog · 8/9/2013 00:48:31

"You are better Christians than us!" – lød det pludselig fra Elviras mor, en 71-årig flot kvinde med holdningerne på plads og i stand til at sætte dagsordenen, når hun føler for det. Bedstemor har netop afsluttet en længere ferie her hos familien i Lagos og er nu taget hjem til Igbo-land til sin landsby. Hun er stadig aktiv advokat med speciale i kriminalsager, og derudover driver hun en svinefarm med omkring 40 dyr. Engang i mellem har hun lige måttet ordne nogle verserende sager over mobiltelefonen, men ellers har hun tilsyneladende nydt sit ophold hos sin datter og svigersøn, med god tid til børnebørnene. Ovennævnte udsagn kom lidt bag på os. Vi sad egentlig bare og nød aftenkaffen og sludrede lidt om løst og fast. Men Bedste rejste sig og stillede sig for bordenden, og nu kom så en længere monolog, for vi tillod os at spørge, hvordan hun mente, at det kunne hænge sammen. Ikke fordi; det virker da besnærende at blive kaldt en god kristen. Det sker bare så sjældent. Og ærlig talt – så er det ikke fordi, nogen af os slider kirkebænkene voldsomt i Ejby Kirke, på trods af at våbenhuset kun ligger 150 sløve søndagssskridt fra vores hoveddør. Hendes monolog var noget, der kunne have været iscenesat, koreograferet og stamme fra en amerikansk film, hvor den stolte matriark i den lille afroamerikanske familie én gang for alle sætter tingene og selve motivet for hele filmen på plads. "We go to church for several hours, we sing and yell Haaaaleluja! Praise the Lord! Amen to that! Jesus is our savior! And then we go home and do nothing. You guys – when you hear that something awful has happened in China, Syria or Nigeria, you go to your bank, take a lot of your money and send help. In Nigeria, we say to our children: Sit down! Don´t cry! Do this! Do that! You guys do like this: Oh come to mum – hush – don´t you cry my little baby, I will see to you don´t suffer. Nigerians are crazy! (Nu vender Bedste sig om og på vej ud af lokalet løfter hun hånden og siger:) So God bless you guys! Vi sad mundlamme tilbage! Ingen af os havde fået et ord indført i den 5 minutter monologen varede, men det var tydeligvis heller ikke meningen. Det var ikke til diskussion – det var bare et faktum, der skulle sættes på plads. Nu er hun rejst i dag – og et eller andet siger mig, at vi kommer til at savne hendes tilstedeværelse. Det er nemt at se, hvorfra Elvira har sin karisma fra!
Jeg ved nu ikke, hvor gode kristne, vi er – men man bliver let et bedre menneske, når man får en velkomst, som den, vi fik i morges, da vi, let medtagede af forgangne aftens festivitas og wooden legs, ankom til børnehjemmet. Oppe på første sal stod vinduerne åbne, og mellem to gitterstænger havde et skønt lille ansigt taget plads. "Daddy!" Det var Ife, der stod og ventede, og nedenfor vinduet stod faren med bløde knæ! Hun vinkede og smilede over hele femøren, og oppe i salen kom hun os spurtende i møde. Sådan starter en god dag! Hun var rigtig glad under hele besøget, legede, spiste, hyggede, havde far og mor med ude at tisse hele 3 gange og afprøvede sine to nye legetøjsbiler, vi havde købt til hende. Mægtigt!
På vores tur til og fra toilettet kommer man igennem den ene af sovesalene, hvor køjesengene står på rad og række. Her fik vi nu et lille indblik i, hvilke børn dette børnehjem også giver omsorg. Mange af dem kommer ikke ret meget ud af deres senge – simpelthen fordi de ikke kan. De er så hårdt ramt af hver deres sygdom, så sengen er deres opholdssted. Misdannede kroppe, udviklingshæmmede, spastikere. En lille pige på måske 1½ år – med et hoved på størrelse med en fodbold. Hun har vand i hovedet. Hun får mad og drikke, en seng at sove i, lidt kontakt fra plejerne – det er hendes held. Men udenfor på skiltet, der er lavet i en smuk mosaik står der: Hearts of Gold – Children´s Hospice. Det er også et hospice.  De fleste af disse børn vil dø her. Uden behandling, som der ikke er råd til, har de ikke en chance! Og så overvejer man et sekund, om man dog ikke godt kunne ansøge om at adoptere et af disse "Special Needs-børn". De ville jo kunne få en rigtig fin tilværelse i Danmark. Men nu – 3 uger inde i vores ophold i Nigeria – er vi blevet vænnet til denne barske realitet. Vi kan ikke redde verden – uanset, hvor gode kristne vi er!

Dagens ord: How to be a good Christian?



No comments

Back to content | Back to main menu