16. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

16. september

Published by Kenneth in Dagbog · 16/9/2013 23:42:20

Inden vi tog hjemmefra, var vi enige om, at 8 uger i Nigeria er lang tid. Og vi havde også på fornemmelsen, at vi efter de første 4 uger ville være klar til at tage hjem igen. Det er vi ikke. Der har selvfølgelig den helt klare årsag, at vi ikke har Ife hos os endnu, men på den måde kan man sige, at det er held i uheld. For når hun forhåbentlig meget snart flytter ind hos os, er der så meget nyt for os at nyde. Og på den måde skal den sidste tid i Nigeria nok komme til at gå nogenlunde hurtigt. Det er da i hvert fald et fromt håb.
Vi var ikke andet end lige trådt ind i salen, som var tom, før vi kunne se en lille pige med ben, der gik som trommestikker. Ife spurtede gennem sovesal og fællesrum med 200 km. i timen og kastede sig lige i favnen på sin far, hvilket han på ingen måde var utilfreds med! Sikke dog en velkomst – igen! Hun var simpelthen bare så glad og veloplagt, og vi var hurtigt på plads i det lille rum. Udover de sædvanlige rutiner, var der lagt op til fis og ballade, noget som førnævnte far ikke var uden skyld i. Så nu kan Ife dreje en finger rundt ved tindingen samtidig med, at hun laver en solid pruttelyd med munden – oversat: "hvor er du dum!" Jeg ved ikke, hvor klogt det var at lære hende denne gestus, men det var i hvert fald sjovt. Vi udvidede repertoiret en smule og kan vistnok klare de fleste situationer, der kræver en tåbelig mine! Der gik ikke lang tid efter morgenmaden, før Ife bad om at komme på toilettet. Vi gik begge af sted med hende, belært af tidligere uheldige optrin på vejen derud, hvor de andre børn, og særligt "Krydsermissilet" har været hårde ved hende. Ovre i en hjørne sad overplejeren med benene oppe og tjekkede sin mobiltelefon, og da vi formastede os til at sætte retningen mod den korteste vej til toiletterne, gøede hun ad os, at vi skulle tage den anden vej. Allerede nu kunne vi konstatere, at hun i dag på ingen måde var i godt humør. Ikke fordi hun på noget tidspunkt har været særlig venlig overfor Ife og os, men ph-værdien var lav i dag. Vi lader os ikke gå på af slige småting, når en festlig tissetår er på vej, så vi valsede videre i programmet; Louise med Ife i hånden og jeg selv travl med at skubbe "Krydseren" væk. Vi var snart tilbage hos de andre, og vi etablerede os med musik og bobler! Rigtig hyggeligt. Igen sang Ife med på sangene, og vi skulle lige til at gentage en rigtig god sang (med mange gentagelser), da syrebomben fra salen stak sit ikke så charmerende hoved ind ad døren og bekendtgjorde, at nu var besøget slut. Vi havde været der i 55 minutter, så det kom i dén grad bag på os. Hun har tidligere været rar at varsle, at der nu var 10 minutter tilbage; så har vi haft tid til at geare ned, og pakke sammen på en god måde. Det var der på ingen måde i dag. Og samtidig med, at hun åbnede døren og bad os om at gå, lukkede hun de andre børn ind i rummet. Så er der slet ingen mulighed for at afslutte besøget ordentligt. Den ene skal tage sig af Ife, mens den anden hurtigt skraber legetøj, juice, kameraer, iPad osv. sammen i en fart, for ellers stjæler de andre børn det hele. Det er et helvede. Og midt i det hele stod Ife og kiggede forvirret rundt på det hele, og hun fattede da slet ikke, hvorfor vi pludselig havde så travlt med at komme af sted – vi var jo lige kommet. Lene og Mogens havde lige ladet lille Shaday falde i søvn (der var jo god tid – troede de) så nu skulle hun vækkes ret brat, hvilket selvfølgelig kun resulterede i,  at hun blev rigtig ked af det. Mogens bar hende ind mod sovesalen, så hun kunne blive puttet i sin seng, men igen galpede Nurse Ratchet, at han bare skulle lægge hende på gulvet – så skulle hun nok holde op med at græde… Det måtte han så gøre, og da vi 5 minutter senere stod nede ved vores bil, kunne vi stadig høre hendes gråd oppe fra salen…
Vi ved godt, at personalet på børnehjemmet ikke er uddannet eller har nogen særlig baggrund, der kan støtte dem i deres arbejde med børnene. Men morgenens episoder har sat sig som en rigtig grim plet på det ellers udmærkede billede, vi har haft af plejerne. De skal heller ikke skæres over én kam, og vi har da mødt nogle utrolig søde og hjertevarme unge plejere derude. Nurse Ratchet er ikke i kridthuset hos nogen af os i disse timer, og hun får den ondelynemig svært ved at komme bare i nærheden igen. Hvad årsagen er til hendes opførsel, kan vi jo kun gisne om, men hun har efter i dag taget et tigerspring op ad hitlisten over de personer, som vi har reserveret en VIP-plads til i Dantes Helvede. Kunne tanker og øjne dræbe, så lå hun allerede nu 6 fod under den lune nigerianske jordoverflade, og vi er et par stykker, der gerne støver "The wooden Leg" af til en dans ovenpå – og jeg danser gerne for med en spjætmazurka!
Således opmuntret tog vi en tur i Shoprite-indkøbscenteret og satte os med hver en meget stærk kop kaffe og en croissant. Ved et tilfælde havde vi sat os ved et bord til 3 personer, og i dag kom den ekstra stol pludselig til at virke meget tom - hun skal bare væk fra det børnehjem nu!

Dagens ord: Dumhed kan ofte undskyldes – men hvad gør man ved urimelighed?



No comments

Back to content | Back to main menu