25. og 26. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

25. og 26. september

Published by Kenneth in Dagbog · 26/9/2013 23:14:03

Man kan nogle gange forledes til at blive en smule overtroisk, når man skvulper rundt i skæbnens store badekar – uden at have indflydelse på, hvornår der lukkes for vandet eller bundproppen trækkes ud. Således har vi da overvejet om der eventuelt skulle være noget om hybris og nemesis. Nu gik det lige så godt – vi var efter 5 ugers ophold endelig blevet inviteret til at være her og kunne efterfølgende ikke få armene ned. Så kom sms´en fra Utibe. Ministeriet vil først fredag melde ud, hvornår vi kan komme til interview. De satser på, at det bliver mandag, men vi kan ikke være sikre. Da tirsdag er national fridag (Independence Day) så kan vi risikere at skulle vente til onsdag i næste uge, før Ife kommer her hjem at bo. I går onsdag var det ikke ligefrem det høje humør, der prægede selskabet, og i dag torsdag har der mest været tale om resignation. Vi kan jo ikke gøre så meget…
Besøget i går hos Ife var en fest fra start til slut. Hun var virkelig oplagt til fis og ballade, hvilket vi naturligvis var med på. Vi er stadig på begrænset tid i vores besøg, så efter en time må vi pakke sammen igen. Det tog hun meget pænt i går – det var ligesom om, hun havde fundet ud af, hvordan tingene er, og derfor havde indrettet sig på det. Men i dag, torsdag, virkede hun lige i starten både glad og parat, men efter lidt tid brændte hun ud. Hun satte sig hos Louise og bare kiggede ud i lokalet, og det varede ikke længe, før hun overgav sig og begyndte at græde. Selvfølgelig syntes vi da ikke, det var sjovt, men på den anden side, var vi lykkelige over, at hun reagerede udad på sit humør. Vi fortalte hende igen og igen, at det var ok at være ked af det, for hun skal fandme ikke stable et højt sprudlende humør på benene, bare fordi vi er der. Da overplejeren kom ind i lokalet fortalte hun os, at Ife havde grædt i går og havde sagt, at hun savnede sin mor og far. Det er da dejligt at få at vide, men det sætter også hele dette menageri i perspektiv. Hun er 3 år, og hendes helt nye forældre kommer og går som vinden blæser; hun tillader sig selv at knytte bånd til os, men hun kan naturligvis ikke overskue, hvad det dog går ud på, når vi nogle gange er der kort, andre gange er der længe, og i perioder slet ikke kommer.
Da vi et par timer efter sad på cafeen ved Shoprite talte vi om, at det måske havde været meget bedre, hvis vi slet ikke kom på besøg i denne tid, hvor alting er så uforudsigeligt. For hvis behov bliver egentlig tilgodeset ? Ingens! Børnene bliver behandlet som dresserede aber. Kl. 9 skal du være klar, for da kommer din mor og far! Mogens og Lenes datter Shaday blev i dag hevet ud af sin lur, da vi ankom. Og resultatet var da også, at hun var rasende og græd længe. Omvendt kan vi heller ikke fortælle, at vi ikke vil komme på besøg af hensyn til børnene, for det vil de ikke fatte, og vi tænker, at det vil kunne blive vendt imod os. Vi tør simpelthen ikke. Så vi befinder os i en limbo – for gud ved hvilken gang! Jeg behøver vel ikke at fortælle, at vi er trætte af det? Det er faktisk lidt mere end trættende – det er også oprørende! For vi voksne har et samlet billede af hele miseren og kan ræsonnere ud fra de givne omstændigheder. Det kan pigerne ikke! Og det er simpelthen uanstændig skalten og valten med deres følelser. Dertil skal lægges, at hver gang, vi kommer på besøg på børnehjemmet, så mindes de andre børn om, at der ikke er forældre til dem. Så meget for barnets tarv…
Vi gør, hvad vi kan for at holde modet oppe. I går var det en gåtur over den nye bro fra Lekki til Ikoyi sammen med Alain samt en lille en på den lokale bar nede ved vandet. I dag var det en gåtur på samme bro, uden Alain og uden barbesøg – man skulle jo nødig blive alkoholiker, selvom tanken ikke er så værst i disse dage…

Dagens ord: I am sitting here completely surrounded by no beer (Onslow)



No comments

Back to content | Back to main menu