22. august - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

22. august

Published by Kenneth in Dagbog · 23/8/2013 18:01:32

Det var lidt nervepirrende at sætte sig ind i bilen i dag. Vi glædede os selvfølgelig helt vildt til at se hende igen, men hvordan ville hun mon reagere?
Der var temmelig kaotisk i fællessalen, da vi trådte ind. En del børn rendte rundt og legede, musik spillede og et par plejere gik rundt og forsøgte at holde lidt styr på tingene. Midt i det hele fik vi øje på Ife, der havde en fin mørkeblå kjole på i dag. Da vi kaldte på hende, kom hun hen til Louise, men rendte tilbage bagest i rummet, hvor hun stod og betragtede det hele. Hun var tydeligvis lidt overvældet over al den virak, hun stod midt i, og begyndte at græde. Det varede ikke længe, for en plejer gav hende en ret utvetydig kommando: Hodl op med at græde og gå hen til din Mum and Daddy. Vi kunne have slået plejeren ned begge to... Vi syntes naturligvis, at Ife skulle have haft lov til at være lidt ked af det og vise det; så kunne hun altid komme nærmere, når det føltes trygt for hende. Men vi måtte æde oplevelsen og gemme den i arkivet af ting, som vi ikke forstår, skal være sådan. Det er klart, at man er nødt til at have en ret skrap tone, når man skal holde styr på 30 børn. Og den er skrap - men på ingen måde ukærlig. Imens fik vi et lille indtryk af nogle af de andre børn, der også bor der. Spastikere - en med kun ét øje - udviklingshæmmede - og de var så glade allesammen - de ville så gerne holde os i hånden. Samtidig vidste vi godt, at der sikkert aldrig vil komme nogen for at være deres forældre. Utrolig hårdt at skulle skubbe dem lidt til side, så Ife kunne se, at det var hende, vi var kommet for at besøge.
Snart var vi alle tre par i det lille legerum igen - og Ife var ganske tryg ved situationen. Vi fik mad ind igen, og i dag var det far, der madede. Vi havde også en lille juice med til hende, og da hun havde fået sugerøret i munden, var det tydeligt, at hun ikke ville stoppe med at drikke, før kartonen var tom; så vi måtte hive den fra hende og holde en pause. Meget mere øjenkontakt i dag, og et enkelt blik, der rummede antydningen af noget, der på et tidspunkt kunne blive til et smil. Vi fandt ud af, at hun elskede at lege med et par små Playmobil-figurer - en prins og en prinsesse. Det var rigtig sjovt at tage hatten, kronen og håret af dukkerne for så at sætte dem på igen. Hendes finmotorik er virkelig fantastisk. Efter 10 sekunder, var der gået halvanden time - sådan føltes det i hvert fald. Vi skulle begynde at tage afsked, hvilket Ife egentlig tog stille og roligt. Vi pakkede tingene sammen og gik ud i det store rum igen, hvor hun efter at have vinket til os, skyndte sig hen til en lille gruppe børn, der sad og legede med en plejer.
Det er helt sikkert, at Ife er på overarbejde, når vi er der, og den halvanden time, vi har sammen er rigeligt i forhold til, hvad hun skal bearbejde. Vi kunne også godt mærke, at indtrykkene var mange. Igen nød vi godt af at være sammen med Lene og Mogens, som vi deler hverdag med hernede. Vi skiftedes til at fortælle om små sjove opdagelser og indtryk fra dagens besøg.
Vi kørte forbi Life Foundations kontorer for at betale vores tre ugers depositum for opholdet og aflevere vores pas. De har mulighed for at opbevare dem sikkert, hvilket er en rar fornemmelse.
Herefter en tur i shopping-centeret for at få klaret småfornødenhederne samt en lille fødselsdagsgave til Lene, der havde fødselsdag.
Vi var først hjemme igen ved tre-tiden, og vi var godt nok sultne, men vi kunne se, at kokkedrengen ikke havde stillet noget klar. Vi kunne egentlig godt forstå det, for hvordan skulle han kunne følge med i vores dagsprogram. Det var bedstemor ikke synderlig tilfreds med, da hun kom hjem. Hun bød os på et par kiks - undskyldte og gik så i køkkenet for at forklare den unge mand, at han skulle lave frokost, når det passede i vores program... Det er lidt svært for os at forstå, at man har et menneske til rådighed på denne måde, men igen, sådan er det her i Nigeria. Det er derfor han er her!

Dagens ord: Små skridt!



No comments

Back to content | Back to main menu