5. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

5. september

Published by Kenneth in Dagbog · 6/9/2013 00:55:51

Nogle gange sker det, at man møder mennesker på sin vej, der i særlig grad formår at inspirere og aftvinge respekt. Det er alt for sjældent, men når det så sker, er det en vidunderlig fornemmelse at læne sig tilbage og lade sig forføre – på rejse ført an af deres veltalenhed, beruset af deres vid og endelig besejret i erkendelsen af deres livsvisdom. Vi er besejret! På trods af et heftigt program allerede dagen efter sin tilbagekomst fra ferie (kombineret med arbejde) tog Elvira sig tid til at sidde sammen med os ved aftenkaffen og fortælle. En perlerække af både grusomme og vidunderlige historier fra hendes arbejde med adoption i Nigeria. Men uanset, hvordan disse historier endte, så var der noget at blive klogere af, og det er lige præcis dét fokus, hun formår at holde, uanset hvor frustrerende og umuligt, det hele ser ud. Der har været adoptanter, der er blevet afvist ved indgangen til børnehjemmet; nogle der er strandet i landet i et halvt år. Men hele tiden har der været en mening med det hele, og målet med alt arbejdet har aldrig et sekund været ude af sigte for Elvira og Life Foundation. Vi blev på en time guidet rundt i mange skæbner og hørte heldigvis også masser af skønne og livsbekræftende beretninger, og stille og roligt gik det op for os, hvor skrøbeligt hele dette maskineri i virkeligheden er. Det er balancegang uden sikkerhedsline, der præsteres i hver eneste sag, og derfor bliver det også mere og mere klart for os, hvorfor tingene ikke giver mening for os, der er vant til at kræve, at busser skal køre til tiden, og butikkerne bør have bedre åbningstider. I slutningen af samtalen leverede Elvira en bemærkelsesværdig tanke. Hun havde netop afsluttet beretningen om en 8-årig pige, som endte med at lade sig adoptere af en engelsk familie, efter at Elvira havde talt med den biologiske mor om netop denne mulighed. Og derfor kom vi til at tale om forskellen på biologiske børn overfor adopterede børn. Essensen af det hele var, at når man får sit eget barn, så kan man let komme til at tænke en masse af forældrenes egenskaber ned i barnet – noget der både kan give en forforståelse af barnet og i særlige tilfælde lægge et pres på det. De adoptioner, der foregår mellem raceforskellige adoptanter og børn, går oftest bedst. I disse tilfælde er det nemlig tydeligt for enhver at se, at der ikke kan være nedarvede egenskaber fra forældrene, og derfor må forholdet mellem barn og forældre udelukkende være bygget på kærlighed til et andet menneske! Kærlighed, der kan række langt. Elvira talte naturligvis ikke dårligt om biologiske forældre, men hendes mål var at understrege, hvor stærk kærlighed kan være.
Denne kærlighed bliver ikke mindre, som dagene går. Vi synes at kunne blive ved med at opdage flere dimensioner i det billede, som vi er ved at fremkalde af skønne lille Ife. Og hele tanken om dette projekt bliver mere og mere uforståelig – for 18 dage siden mødte vi et næsten fremmed menneske. Og nu er vi så dybt forelskede i den lille trold, der hver dag forærer os sin tillid og giver os så uendelig megen glæde. Det er ret absurd, at det overhovedet kan lade sig gøre. Alle, der har børn kender til følelsen – det bliver bare en smule mere ubegribeligt, når der er tale om et lille menneske, der er født flere tusind kilometer væk. Vores guldklump havde i dag en af sine stille dage. Hvad, der ligger bag, ved vi ikke, men det er i hvert fald noget, hun skal have lov til at være i. Så der blev sat lidt musik på, og så lå Ife bare og betragtede det hele hos en af os. Vi tog ingen initiativer til lege eller lignende – hun skal mærke, at vi er lige så glade for hende, selvom hun har en svær dag. Til sidst i besøget begyndte hun at engagere sig mere og mere i de ting, de andre havde gang i, og da vi skulle gå, var hun i fuldt firspring. Det er så vigtigt, at hun ikke føler sig forpligtet til at levere tandpastasmil og happy days, bare fordi vi er der.
Nogle gange, når bølgerne går højt i debatten om fertilitetsbehandling, kommer spørgsmålet frem: Er det en menneskeret at få børn? Det burde det faktisk være – måske oven i købet en pligt? Selvfølgelig skal man ikke pådutte nogen noget mod deres vilje – og da slet ikke et barn. Men hvor ville jeg dog ønske, at det var flere mennesker beskåret at adoptere. Det er så ubegribeligt, at det kan lade sig gøre – men på samme tid er det jo ret enkelt: Det handler udelukkende om kærlighed mellem mennesker.

Dagens ord: It´s all about love!



No comments

Back to content | Back to main menu