28. august - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

28. august

Published by Kenneth in Dagbog · 28/8/2013 23:32:11

Vi lever et luksusliv! Ingen tvivl om det. Hvad angår aktivitet, ville dagens program kunne få en livsmæt plejehjemsbeboer til at overveje, om ikke det var på tide med en rask spadseretur ned i ergoterapien… Vi vågner ved 7-tiden; morgentoilette, kaffe og morgenmad står klar – serveret af vores houseboy; chaufføren triller op foran hoveddøren; vi fragtes til børnehjemmet, hvor vores guldklump står klar; efter grundige overvejelser kører vi til "Terra Culture" for at indtage lækre lokale retter til frokost; hjem med chauffør; houseboy har kogt vand til kaffe; middagslur; hygge med en bog; aftensmad; hygge igen; store overvejelser om, hvorvidt det er tilrådeligt at blive oppe længere (vi skal trods alt selv børste tænder og alt muligt); skrive lidt dagbog; lights out (der er alligevel ikke strøm mere i dag)!
Besøget hos Ife var igen udelt lykke og glæde. Vi havde besluttet os for at udvide legetøjstilbuddet med lidt mere Duplo (i dag: Cirkustema), en ballon (lyserød forstås) samt farver og papir. Hun kan jo ligeså godt vænne sig til overflodssamfundet med det samme. Igen var vi betagede af Ifes evne til at iagttage vores bevægelser for derefter at gentage dem. Duploklodserne blev efter ganske få forsøg sat helt rigtigt sammen og skilt ad igen, og det var voldsomt spændende at se, hvor højt man kunne bygge, før hele balladen væltede igen! Farver og papir blev også introduceret, og den første tegning så dagens lys. Vi mangler vores køleskab til at klynge resultatet op på, men det må komme. Ligeså sjovt som at tegne var det at lægge alle farverne sirligt på plads i pakken igen. Hun er et ordensmenneske! Det er også på tide, at The Sichlau Residence får sådan et!
Et andet scoop var ballonen. Den er sjov at spille med, og Louise viste Ife, hvordan man kunne skyde med den (som med en elastik) så man rammer far i masken! Hold igen med den ene hånd, træk den anden hånd bagud og slip! Det trick lurede hun også hurtigt af, og så gik legen ud på at ramme far. Forventningens glæde var malet i hele hendes ansigt – hvordan ville far reagere, når ballonen klaskede lige ind i synet på ham. Og så ellers kluklatter, når hun ramte plet og far kastede sig til gulvet. Halvanden time går så forfærdelig hurtigt – men vi måtte jo fortælle Ife, at vi snart skulle gå, og igen sagde hun "No!" Jeg har skrevet det før, men det går altså lige i hjertet – dobbelttydigt; for det er jo lige det, man håber på, hun føler; på samme tid føler man sig som en skidt karl, at man virkelig går fra hende, når hun lige har sagt nej. Inden vi forlod legerummet forlangte Ife at få puttet ballonen ned i vores rygsæk. Hun vidste godt, at hvis jun havde den med ind i fællessalen, ville den ikke holde længe - så vi pakkede den pænt ned og passer godt på den. Et andet positivt indslag var, at vores Life-kontakt fortalte os, at vi nu hver dag skal komme på besøg kl. 9 om morgenen. Så nu skal vi ikke gå i uvidenhed om, hvornår vi får Ife at se igen.
På min aftenvandring ca. 6 meter om bag huset, hvor skraldespandene og vandlager forefindes, skridtede jeg lige det lille baghus af. Ca. 24 kvadratmeter. Første gang vi så det, var vi overbeviste om, at det var et skur til opbevaring af ting og sager, men det er det ikke. Her bor familiens bilmand. Vi ved, at han hver morgen vasker familiens biler og holder dem ved lige; hvad han ellers laver, ved vi ikke. Han bor der med sin kone og 3 vidunderlige børn. I et hjørne af gården ligger en bunke yamsrødder under et klæde. Her kommer en rotte forbi jævnligt og forsyner sig, når den ikke lige stjæler en majskolbe fra affaldet. Det er en pæn rotte – nydelig! Men den bor jo også i det rige kvarter! I hjørnet står et par stole, hvor den lille familie mødes et par gange om dagen og taler sammen. Det er også morens vaskeplads, hvor alt tøjet bliver holdt pænt og rent. De virker glade og lykkelige, men de er også heldige – de har tag over hovedet inde bag høje mure med pigtråd på toppen og portner, der lukker de velkomne indenfor.
Inde bag hoveddøren sidder vi i sofahjørnet og konstaterer, at vi skal have købt mere Amarula (Afrikas svar på Baileys) – puha – der er meget at se til!

Dagens ord: Vi lever pt. i kontrasternes land!



No comments

Back to content | Back to main menu