20. august - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

20. august

Published by Kenneth in Dagbog · 21/8/2013 00:43:30

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan følelsen skal beskrives. Man ved, at noget meget stort er ved at ske i ens liv - man ved, at vi skal møde den lille pige, nogle helt fremmede har valgt ud til at skulle være vores datter. Samtidig kører det rundt i hovedet: Hvordan vil hun reagere? Kan vi leve op til hendes eventuelle forventninger? Kan vi være i os selv, når det sker?
Disse og en mængde andre spørgsmål vidste vi, ville blive besvaret i løbet af et par timer - lige om lidt!
Vi var alle 4 mærkeligt til mode - måske lidt overstadige, da vi sad i bilen, der kørte os til børnehjemmet "Hearts of Gold". Der kan ligge mange gode intentioner bag sådan en titel på et børnehjem, og det skal siges, at det så rigtig nydeligt og efter nigerianske standarder velholdt ud. Et par trin op ad en trappe; vi bliver bedt om at tage skoene af, inden vi skal ind i den lille sal; vi træder ind; et par voksne står sammen med 4-5 børn; der bliver sagt: "Ife" - og en lille vidunderlig pige løber direkte i favnen på sin far, der er fuldstændig uforberedt på dette. Jeg anede ikke, hvad der var det rigtige at gøre. Skulle jeg sætte mig ned til hende? Skulle jeg sige noget? Skulle jeg løfte hende op? Jeg havde ca. 2 sekunder til at beslutte mig, så intuitionen måtte råde, og jeg greb hende og løftede hende op. Efter ca. 15 sekunder satte jeg hende ned igen - mest af alt i frygt for, at hun skulle føle det som et overgreb, at jeg holdt hende hos mig. Hun greb nu min hånd og sagde: "Come!" Hun førte os ned til et legerum, hvor alle tre familier nu sad med hvert deres lille pige. Ife var ikke sen til at ville vise noget legetøj frem, der lå derinde. Det blev mere og mere tydeligt, at hun syntes instrueret i, hvad hun skulle gøre. når hendes Dad and Mum kom for at besøge hende. Den første halve time var meget intens. Ife stod meget stille og kiggede rundt i lokalet, som om hun skulle holde øje med det hele. Ind imellem kiggede hun mig dybt i øjnene og holdt blikket fast. Med alle andre mennsker ville man føle sig invaderet i sin privatzone - men her føltes det som en gave. Ife er meget reserveret - det stod også i papirerne, vi fik med brevet, og det kan vi da også godt mærke. Vi opfatter det som et sundhedstegn, at hun ikke bare kaster sig i favnen på to helt fremmede mennesker.
Døren gik op, og en af de ansatte kom ind med en skål majsgrød til hver pige. Vi vidste ikke, om Ife selv kunne spise med skeen, så Louise rakte hende den. Hun tog den straks og førte den første mundfuld meget fint ind i munden. Det så plejeren, og så fik Ife ellers at vide, at hun ikke skulle vove at spilde på sin kjole, for ellers ville den blive taget af hende. "Let your mama feed you". Ife adlød straks og nu kunne Louise så made hende. Faktisk var det rigtig skønt at kunne være sammen om dette måltid, for der var ingen tvivl om, at Ife følte sig tryg.
Bagefter spillede vi med den lyserøde eventyrbold, som vi havde med til hende. Der var stadigvæk ikke mange reaktioner, men vi spillede. Der gik ikke længe, før Ife blev rigtig søvnig, og hovedet faldt mere og mere forover. Louise tog hende til sig og sad nu med hende, mens hun faldt i søvn. Det var utrolig intenst, for hvilken større tillidserklæring kan man få, end at hun turde lægge sig til at sove. Og hun sov trygt. Heldigvis fik vi i god tid at vide, at det ikke ville vare så længe, før vi skulle tage afsked for i dag. Det gav os mulighed for at vække hende igen og lige få en halv time sammen med hende, hvor hun begydte at gå lidt mere rundt og ville lege.
Jeg tog hende på armen, da vi skulle gå, og forsikrede hende om, at vi snart ville komme igen, og at vi elskede hende. Hun nikkede forsigtigt, og det virkede som om, hun forstod det.
Da vi kom udenfor, blev vi tilbudt en sightseeing i byen, hvilket vi på ingen måde kunne forestille os! Vi takkede pænt nej og bad om at blive kørt hjem. Her havde vi 2-3 rigtig hyggelige timer sammen med Lene og Mogens, hvor vi kunne sidde og udveksle indtryk.
Det var så ufatteligt altsammen, men lykkelige er vi, og vi kan næsten ikke vente med at se hende igen!

Dagens ord: What a wonderful world!



No comments

Back to content | Back to main menu