27. og 28. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

27. og 28. september

Published by Kenneth in Dagbog · 29/9/2013 00:25:26

Se nu bare, hvad der sker, når man har lidt for meget tid… Min tur over broen er nu blevet en fast daglig foreteelse. Det er ikke på tid eller noget, men vi bliver kørt rundt til alting, og ellers sidder vi; så bagdelen falder ofte i så dyb søvn, at den drømmer. Og med lidt god musik i ørerne, kan de 5 km tjene som ganske god meditation og tid til eftertanke, når ventetiden bliver for lang. Og det var den fredag. Vi gik hele dagen og ventede på, at Utibe skulle melde ud om vores besøg i ministeriet til interview. Lene, Mogens og Louise gik på den lokale bar til lidt Suya og drinks, mens jeg nød turen på broen – i øsende regn. Da jeg tilsluttede mig selskabet, kunne de fortælle, at vi nu har en aftale i ministeriet på mandag kl. 13.00, og der er chancer for, at vi derefter kan køre direkte til børnehjemmet og hente Ife med hjem. Det sidste er ikke bekræftet endnu, men ikke desto mindre var stemningen pludselig i top – på trods af regnvejret. Ife havde en svær dag, da vi besøgte hende. Hun græd en del – igen uden påviselig grund, og det eneste, hun havde lyst til, var at ligge hos mor og bare kigge, mens hun græd. Hun ville heller ikke spise selv; det var mor, der skulle made, og det gjorde hun selvfølgelig. Vi har en teori om, at Ife måske er begyndt at regredere, så hun bliver den lille pige, hun måske ikke har haft mulighed for at være i tilstrækkelig grad. Når man er 3 år på et børnehjem, så følger der en masse ansvar og opgaver med. Man græder ikke, man er den, der samler tallerkener og bærer dem ud, man er en af dem, der er med til at passe de mindre børn. Forleden dag, da vi ankom til børnehjemmet, var det Ife, der i stedet for at rende hen til os, straks gik ind og hentede Shaday – for hun skulle da med ud til os alle sammen. Det er også Ife, der gentagne gange har lært de andre to, hvordan man blæser bobler. Så måske er de sidste dages svære humør også et udtryk for, at hun forsøger at indhente noget af den lillepigebarndom, som hun har misset. Og skulle det hænge sådan sammen, så skal hun have lov til det – alt det, hun har brug for!
Da vi kom hjem igen, var Alain i hopla. Det havde han ellers på ingen måde grund til – hvorfor? Jo: For nogle år siden købte han og Elivira en lille studielejlighed i Paris. Det foregik på helt normal måde med en udbetaling og 15 års månedlige afdrag. For nogle dage siden modtog han så en mail fra sin bank om, at lånet var betalt ud og kontoen var lukket. Det lød umiddelbart besnærende, men der er stadig nogle års afdrag, så Alain forstod det slet ikke. Han kontaktede derfor banken, som fortalte ham, at lejligheden var blevet solgt! Se det anede Alain intet om… Han spurgte om, hvem der stod som køber, og de oplyste, at det var LMC Marketplace, Nigeria. Elvira og Alain er simpelthen blevet udsat for et bedrageri! Ingen ved endnu hvordan eller hvorfor, men både banken (BNP/Paris) og den franske Notarius Publicus er røget på limpinden… Det er så absurd, at Alain syntes, det skulle fejres, og således havde både han og vi noget at skåle for, hvilket vi gjorde. God vin til maden, og efterfølgende en tur til endnu en bar, som vi ikke før har besøgt. Her var der voldsomt gode Piña Colada samt levende musik. I øvrigt må man beundre musikerne, i hvert fald i dette band, for deres ihærdighed. Vi var på baren en god times tid, og i dette tidsrum lod de numrene gå direkte over i hinanden og holdt ikke pause – overhovedet. Dansk Musiker Forbund var gået i fosterstilling, hvis de havde overværet dette. Hjemme igen skulle vi da lige have et par kopper kaffe med tilhørende Jack Daniels. Det var et glimrende akkompagnement til vores snak om Alains drøm om at lave et fælles europæisk "Get Together" for alle interesserede adoptionsfamilier, der har hentet børn gennem Life Foundation i Nigeria. Danmark arrangerer hver sommer sådan et møde, der varer en weekend. Men det er jo kun for danskere (og Elvira og Alain, der plejer at deltage). De har i sommer været på Færøerne og besøge et adoptantpar, der lige har hentet barn hernede, og Alain syntes, det kunne være sjovt, hvis det første møde for franske, danske, italienske, spanske og schweiziske par (med børn) kom til at foregå på Færøerne. En uge sent i juli eller i starten af august, 2015 – det gav vi håndslag på. Det kunne egentlig blive sjovt!
Gårsdagens festivitas havde sat sig i kroppen i dag. Vi skulle heldigvis ikke så pokkers tidligt op, for det var jo sidste lørdag i måneden, og så er der renovationsdag i Lagos. Alt skrald bliver indsamlet og kørt bort mellem kl. 7 og 10, og derfor må bilerne ikke komme på gaden i dette tidsrum. Vi var derfor først på børnehjemmet kl. 11 i dag og var der 1½ time. Alt gik rigtig fint, og Ife var som vi har set hende flest gange – i hopla. Vi har fundet ud af, at det er temmelig morsomt at spille på instrumenterne på fars iPad. Så det har vi haft megen morskab af. En lille tegnefilm med Rasmus Klump er nu heller ikke tosset, og endelig var det også rigtig hyggeligt at hænge på fars arm og kigge ud af vinduet på alle bilerne, der kører forbi, alt imens det regner og folk springer mellem vandpytterne. Ellers er det mest mor, der dur. Det begynder at blive virkeligt – vi skal snart have hende med hjem, og vi glæder os så meget! Og endnu engang kan vi blive helt forpustede ved at tænke på, hvor stor en omvæltning, det bliver i hendes kun 3-årige liv… Vi ved godt, at det nok skal gå, og at hun vil klare det hele over tid. Alligevel ønsker man, at man kunne tage lidt af de store forandringers pres over på sine egne skuldre. Men der ligger nu alligevel en pæn portion i forvejen…

Dagens ord: Så er det lige før!          … tror vi nok…!



No comments

Back to content | Back to main menu