10. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

10. september

Published by Kenneth in Dagbog · 13/9/2013 02:06:12

At denne morgens ret massive regnbyge samt efterfølgende smådryp skulle vise sig at være et varsel om et større mentalt uvejr om aftenen, var der ingen af os, der havde fornemmet. Lykkeligt uvidende tog vi derfor til Freedom Park inde i midtbyen – et udflugtsmål, foreslået af Elvira aftenen i forvejen. Da Nigeria omkring 1860 blev koloniseret af briterne, som startede projektet med et solidt fodfæste i Lagos, blev der hurtigt brug for et fængsel til systemkritikere, politiske lidt for åbenmundede samt almindeligt kriminelle – efter det nyindførte britiske retssystems normer. I begyndelsen var fængslet bygget til 20 indsatte, men der blev hurtigt brug for flere celler, så derfor byggedes der snart til. Nu var der plads til 80 fanger, og områdets størrelse taget i betragtning, var der tale om forhold, der minder om burhøns´. I forbindelse med selvstændigheden knap 100 år efter, blev hele komplekset stormet og henlå som ruindynge i en række år. En symbolsk handling fra et frihedshungrende folk. En del år efter blev området ryddet med arkæologisk grundighed, og alt hvad man fandt i dyngerne blev bevaret til den udstilling, vi kunne gå og se på i museumsbygningen. Det var ret overskueligt! En billedrække, et par lænker, rustne beslag samt noget, der vistnok kom fra galgen, hvor mange havde endt deres dage. En af de mest kendte fanger, udover nogle lokale modstandsfolk og nationalister, var 22-årige Esther Johnson, der blev gift med en hvid mand, Mark Hall. Han havde angiveligt lånt et stort beløb af Esther, og for disse havde han slået sig ned med en anden kvinde i London. Det var for meget for Esther, der slet og ret dolkede ham med en saks, som han tragikomiske nok selv havde givet hende – hun var syerske. Hun blev 1956 dømt til døden og indsat i Broad Street fængslet, hvor hun sad i 3028 dage, men benådet sammen efter folkeligt pres efter selvstændigheden. Man har forsøgt at gøre området til en form for kulturpark, med udstillinger, optræden, gallerier etc. Der, hvor friluftsscenen står i dag er det sted, hvor galgen var placeret – så kan man sidde og tænke lidt over det, mens der er optræden. Da vi ankom til stedet, blev vi mødt af en portner, der også tog i mod entre-beløbet. Vi var 4 + vores chauffør, Joseph, fra baghuset. Vi købte en billet til ham også, selvom rigtige kulturen byder, at han venter ved bilen. Det blev en stor dag for Joseph! Han har givetvis aldrig nogensinde været på museum, og nu skulle han sørme have noget ud af det. Han læste samtlige skilte i udstillingerne og bad os om at fotografere ham foran, på, ved siden af, nedenunder og bagved hvad som helst i bedste japanske turiststil. Vi bliver nødt til at få fremkaldt nogle af disse billeder, så han kan få dem og prale lidt blandt familie og venner. De 200 Naira (7 kr.) var givet godt ud.
Ved aftensbordet brød uvejret så løs. Elvira var lige hjemme, før hun skulle til en forretningsmiddag, og hun nåede lige at sige, at børnehjemslederen havde kontaktet hende og sagt, at vores besøg på børnehjemmet var sat i bero på ubestemt tid! Dér sad vi og vidste hverken ud eller ind… Hvorfor nu det? Hvornår kunne vi se vores datter igen? Hvad var gået galt? Vi var alle 4 rasende over denne helt uforståelige beslutning. Der blev nærmest ikke sagt et ord – vi sad med hver vores sorte sky over hovedet. Alain, som sagtens kunne fornemme vores vrede, lod os sidde og foreslog efter middagen, at vi kunne gå en lille tur i kvarteret. Og her bliver det så tydeligt, at han har oplevet mange adoptanter før os blive frustrerede ud over enhver rimelig grænse, og han vidste, hvordan han bedst kunne hjælpe – giv dem tid til at rase af, og så går vi en tur. Da Elvira kom hjem, undskyldte hun mange gange, at hun bare havde ladet bomben falde og var gået, og herefter gav hun os så en rundvisning i det rædselskabinet af dårlige oplevelser med Mrs. Adedoyin – børnehjemslederen. Hun er nær de 60, og har startet børnehjemmet for omkring 10 år siden. Hun har startet det med alle de bedste intentioner, men den prestige, der har fulgt med jobbet, er tydeligvis steget hende til et godt stykke over hovedet! Det er hendes børn!! Hun har tidligere afvist adoptanter, da de stod i Lagos, bare fordi hun ikke lige syntes, de var de rigtige. Flere børn har ikke fået forældre, fordi hun ikke vil have, at de skal forlade børnehjemmet. Der er af myndighederne lavet regler omkring processerne ved adoption – den eneste, der ikke overholder dem, er Mrs. A. Der er ingen, der tør sige hende i mod. Der kunne skrives flere sider med gruopvækkende historier, hvor fruen har taget hovedrollen af alle de forkerte årsager! Det er helt og aldeles uforståeligt, for de virkelige tabere i hele dette spil, er børnene, som hun påstår, hun holder så meget af. Det er sgu til at tude over – og det var også tæt på i aften. Der er bare ikke noget at gøre! Vi kan håbe på, at de uoverensstemmelser der er opstået – angiveligt med vores bureau derhjemme (A C Børnehjælp) hurtigt bliver løst. For det er den eneste årsag til, at hun ikke vil tillade os at besøge vores børn. Alligevel formåede Elvira at få talt vores blodtryk ned til håndterbart niveau. Men da vi gik i seng kørte tankerne. Vi har været igennem en godkendelsesproces i Danmark gennem 1½ år. Vi har ventet i lige så lang tid. Vi har udfyldt hundredvis af dokumenter og indhentet lige så mange attester, og så sidder der en moody, halvgammel kælling og skalter og valter med børnenes skæbner på denne måde… Vi er bestemt frustrerede – men vores tanker går allermest til vores små piger, som ikke kan forstå, hvorfor Mum and Daddy ikke kommer på besøg mere – og ingen kan forklare dem det! Det gør fandme ondt!

Dagens ord: Ovenover skyerne er himlen blå… Det skal den være!



No comments

Back to content | Back to main menu