6. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

6. september

Published by Kenneth in Dagbog · 7/9/2013 01:55:39

Når jeg kigger på den sidste uges dagbogsblade, kan jeg godt se, at vi ikke får skrevet så meget om vores lille Ife. Men hverdagen er sådan skruet sammen, at vi indtil videre kun er sammen med hende et par timer hver dag. Naturligvis kan vi hver eneste bemærke nye ansigtsudtryk, et særligt smil, et enkelt ord, nogle bevægelser eller som i dag en lille sang. Og de er alle sammen sjove at føje til det billede, der er ved at danne sig af hende. Men sandheden er jo, at når vi har forladt børnehjemmet igen, så er hun ude af boblen og vender tilbage til det liv, hun kender så godt og er tryg ved. Det er jo de resterende 22 timer af døgnet. Så selvom vi hver dag kan se, at der sker en udvikling i vores indbyrdes forhold, så kan vi ikke regne med ret meget, før vi får hende hjem at bo sammen med os. Jeg tror bestemt, at hun har meget at tænke over, når hun lægger sig på puden om aftenen, og det har vi sandelig også, men vi må bare erkende, at det nye liv først starter senere. Det glæder vi os selvfølgelig vanvittig meget til, og det er svært at vente på. Til gengæld er vi blevet rigtig gode til at vente. Det er først nu, at vi for alvor har fået et nuanceret billede af, hvordan tingene fungerer hernede. Der er ikke to adoptionsforløb, der er ens! Man kan godt forsøge at beskrive et generelt billede af, hvad der som regel sker, men midt i forsøget vil man opdage, at alting i mellemtiden har ændret sig, og så kan man starte forfra. Det absolut sundeste for det mentale helbred er at kaste sig ud i bølgerne og lade strømmen føre en. Vi ved, at vi nok skal komme sikkert i havn, men vejen dertil vil være fuld af stærke strømhvirvler, små vandfald, store sten, der blokerer, smult vand etc. Man får ingenting ud af at kæmpe i mod. Tværtimod! Der har før været par, der har ventet 4-5 uger, før de kunne få deres barn overleveret, andre har fået det efter 3 dage… Der er bare ikke nogen plan, man kan følge med i – tingene sker, når de sker – ikke før! Og vi er meget trygge ved alt dette – vi er i meget kompetente hænder.
Vi har haft nogle interessante dage i forgangne uge. Blandt andet har vi fået os en ny chauffør, som kører os rundt i byen. Han er noget af det mest godmodige, der findes – smiler som Louis Armstrong, ønsker os godmorgen, griner og synes, vi er sjove og lidt underlige. Han er ny i byen, så der har undertiden været situationer, hvor vi har været lidt usikre på, om vi nu endte det rigtige sted. Forleden kørte han gennem en busbane for at komme lidt hurtigere frem. Uheldigvis stod der 3 betjente klar og vinkede ham ind til siden med sømmåtten klar. Nu fulgte så 5 minutters temmelig aggressivt forhør af både ham og mig, der sad foran. Om det var vores chauffør, om vi var klar over, at de ville konfiskere bilen, at vi ville få en bøde etc. De var virkelig ihærdige. Jeg fik så nævnt, at vi var gæster hos Life Foundation, og at vi hellere måtte kontakte manageren dér. Det bragte lidt ro over foretagendet, for det havde de slet ikke lyst til. Til sidst begyndte de bare at råbe: "How much can you afford?" Nu var vi kommet frem til sagens kerne; hvad ville de kunne få ud af os! Vi sagde alle samstemmende, at vi slet ingen penge havde. Vores chauffør steg ud af bilen og fik åbenbart ordnet tingene, får vi fik da lov at køre videre. Om han har ofret en månedsløn, ved vi ikke, men vi var en anelse trætte af, at han havde bragt os i den situation. Da støvet senere havde lagt sig, var vi enige om, at for pokker ikke var så slemt, så han blev hurtigt tilgivet.
I dag var vi så på Chocolat Royal – et voldsomt lækkert konditori og isbar – anbefalet af Alain, hvis søde tand har stødtandsformat. Vi nøjedes med kaffe på den hyggelige terrasse på 1. sal og efter at have været i butikken for at købe lidt med hjem kunne vi ikke finde vores chauffør. Men ovre på den anden side af gaden fik vi øje på ham. En barber var kommet forbi det skyggefulde sted, han havde fundet til sin ventetid, og nå ja – så kan man jo ligeså godt få raget hovedet og hagen. Han blev temmelig flov over ikke at være klar til at køre os – men vi syntes bare, det var sjovt og hyggeligt og ventede pænt, mens barberen svingede kniven elegant over hans isse. Han var os meget taknemmelige – og det var barberen også.
I aften har vi så været til 12-års fødselsdag i familien Salleras. Adaora havde fødselsdag i mandags, men det skulle fejres i dag. Ca. 20 mennesker var vi, bordet var blevet en buffet, alle stole skubbet ud til siden, og så kunne man ellers mingle. Og sikke et leben! Børn i mange aldre løb rundt, nogle af dem dansede til musikken fra anlægget; bedste, søstre, brødre, fætre, kusiner snakkede højlydt sammen, gik til buffeten, dansede lidt, satte sig igen. Og nu var det tid til kagerne. Det er simpelthen festens højdepunkt! Adaora stod for bordenden med sine 3 meget omfangsrige og flotte kager. Der blev sunget, klappet og taget familiefotos omkring kagerne – og så blev der spist. Ved en gennemsnitsfamiliefødselsdag i Danmark ville det nu være tid til en kop kaffe og stille og rolig snak i sofaen. Bevares, der var kaffe, men ikke så snart havde jeg sat mig, før jeg blev budt op på dansegulvet af Elvira. "You must do The wooden leg!" Tro mig – jeg mener virkelig, at jeg altid har set ud som om, jeg havde træben, når jeg dansede, men der forventedes noget andet af mig – det var tydeligt! Elvira var så sød at instruere mig. Man holder begge ben stive, støtter kun på hælene og flexer i hoften skiftevis til højre og venstre side. Louise, Lene og Mogens sad 1½ meter væk og kastede op af grin! Men mine stive led kom mig åbenbart til gavn, for jeg fik megen ros af både Elvira og adskillige gæster. Det er vistnok den eneste gang i mit liv, jeg er blevet rost for min dans, og det kommer sikkert ikke til at ske igen. Elvira var dansetrolden hele aftenen – hvor hun får energien fra, fatter ingen af os – Alain sørgede for at anlægget kørte, og alt i alt var det endnu en vidunderlig oplevelse i selskab med denne dejlige familie. Hjertevarme ud over alle grænser. Også helt til Danmark!


Dagens ord: Don´t mess with Daddy – he´s got "The wooden leg"!



No comments

Back to content | Back to main menu