11. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

11. september

Published by Kenneth in Dagbog · 14/9/2013 01:20:57

Da vi den 24. april modtog mailen med "barn i forslag", som det så smukt hedder, medfulgte et par billeder, en socialrapport og en lægeerklæring. Disse dokumenter er sidenhen blevet tygget grundigt igennem op til flere gange, for man vil jo så gerne vide alt, hvad der er at vide. Ife er 3 år, og selv de mindste detaljer er både gode og sjove at få på plads. Vi vidste godt, at Ife er et hittebarn, og derfor er oplysningerne naturligvis sparsomme. Andre adoptanter har haft en noget mere grusom historie at skulle forholde sig til, hvor moderen har været udsat for voldtægt og siden fordrevet fra landsbyen. Det er vi glade for ikke at skulle fortælle Ife, når hun en skønne dag kommer og spørger os, hvad der egentlig er sket med hendes biologiske forældre. Når "Barnets Bog" først starter efter det 3. leveår, så higer man efter selv de mindste oplysninger; og derfor havde vi spurgt medarbejderne på Life Foundation, om de ville undersøge pigernes baggrund yderligere og bruge en halv time på at fortælle. Det skete i dag kl. 11. Vi sad på det lille mørke kontor og var ret spændte, på trods af, at vi godt vidste, at der nok ikke var så meget nyt at fortælle. Utibe fra Life lagde ud med at berolige os i forhold til den uoverensstemmelse, der åbenbart var opstået mellem børnehjemslederen og A C Børnehjælp. De var i fuld gang med at undersøge sagen og skulle nok få den løst, sagde de. Herefter fortalte de, at Ife blev afleveret til børnehjemmet som 1-årig! Det var nyt. Moderen havde levet på gaden som tigger, og en aften havde hun kontaktet en politipatrulje og fortalt dem, at hun var meget syg og nok ikke ville klare den. Hun bad politifolkene inderligt om at tage i mod hendes barn. Det gjorde de, og hun forsvandt herefter. Det skete formentlig i Surulere-området, hvor børnehjemmet ligger, og da politiet som regel kører til det nærmeste børnehjem, endte Ife altså på Hearts of Gold. Der løb en masse tanker igennem hovedet på os. Det er jo en hjerteskærende historie, og på samme tid er den så smuk. Forfærdeligt, at en mor ser sig nødsaget til at opgive sit lille barn og aflevere det til politiet, velvidende, at hun aldrig kommer til at se hende igen. Og på samme tid er det en ubeskrivelig kærlighedsgerning at forsøge at give sit barn en chance i livet, når man ikke selv kan sørge for det. At denne helt igennem ulykkelige historie skal ende med at være vores held, får ens tanker på overarbejde, og man har lyst til at græde af sorg og glæde på samme tid. Måske var det meget godt, at vi havde arrangeret en tur til et marked bagefter. Vi ville gerne finde noget stof at tage med hjem, så både mor og datter senere kan få syet nogle måske både sjove og smukke kjoler etc. De to medarbejdere fra Life havde lovet os at tage med, for de vidste, hvor man skulle finde det, og hvad man skulle betale for det. Vi have godt nok hørt, at det skulle være et stort marked, men det, der mødte os, overgik enhver menneskelig mulig forestilling! 10 Bilkabutikker ved juletid lagt ved siden af hinanden ville kun udgøre en ubetydelig del af dette marked. Tusindvis af boder med alt! Endnu flere tusind mennesker, der købte og solgte. I husenes facader var boderne sat ind som legoklodser, en række til foran dem, i baggårde, opgange og på overetager var der handlende. I gaderne flød man igennem menneskehavet – når en bil skulle igennem var det som at trække en pind igennem vand. Menneskemasserne veg til side, så billen havde et par frie millimeter på hver side, for derefter at lukke sig bagved bilen med det samme igen. Her fik vi for første gang et bevis på, at Lagos er en millionby. Dufte, lugte og ikke mindst den øresønderrivende larm, alle steder fra. Et sansebombardement af dimensioner. Nu var vi ekstraglade for, at vi havde de to medarbejdere fra Life, Utibe og Christiana med os. 150 meter fremme ad den første gade – inde i en opgang – på 3. sal lå der stofbutikker overalt. Hver butik havde flere hundrede metervarer at vælge imellem, så vi var en anelse handlingslammede. Men Louise fandt noget utrolig smukt stof i lyslilla nuancer samt en kjole. Stoffet var under hårde forhandlinger – man skal jo prutte om prisen. Slutningen på disse var nu rigtig morsom, for indehaveren begyndte at tale Igbo til Louise, der ikke var sen til at fortælle ham, hvad hun mente på dansk. En tid stod de der og talte i munden på hinanden, da han pludselig udbrød: "Ok – you win!" Det kunne jeg nu godt have fortalt ham… Handlen blev afsluttet, og Louise kunne trække derfra med 5,5 meter utrolig flot stof for 100 kr. i alt. Men hun fik da også gnavet 17 kr. af prisen! Nede på gaden ventede støjhelvedet igen – sikken voldsom trængsel og alarm – og vi havde da også fået nok. Vi fandt vores chauffør og blev kørt hjemad igen. Vi skulle hente Lene og Mogens i Shoprite på vejen, og næsten fremme blev vi stoppet af politiet for anden gang i de 3½ uge, vi har været her. De påstod, at vores chauffør havde kørt over for rødt. Det havde han ikke – der var gult, og det havde været uforsvarligt af ham at bremse. En politimand med maskinpistol satte sig ind på bagsædet ved siden af Louise og bad chaufføren følge efter kollegaen i bilen foran til en lidt mindre befærdet sidevej. Her gik diskussionerne så frem og tilbage, og det var igen uudholdeligt at opleve, hvordan vores chauffør nærmest måtte tigge dem om at være rimelige. De truede med bortslæbning af bilen samt en bøde på 50.000 Naira (ca. 1600 kr.) Da vores chauffør sagde: "Please, please – I beg you," svarede politimanden på bagsædet iskoldt: "On which ground do you beg?". Nu var det på tide, at vi også meldte os ind i kampen, og vi tog den store gulvviolin frem. "Vi er gæster hos Life Foundation, og I har virkelig ikke lyst til at forsinke os, da vi er på vej til et møde med nogle vigtige mennesker (Det var sgu også vigtigt – vi skulle drikke kaffe!) og nu ringer jeg til vores advokat." Trumfen blev spillet: "Vi vil ikke vente mere på det her – vi stiger ud af bilen og får sendt en anden chauffør!" Betjentene kunne pludselig godt fornemme, at de ikke længere havde fat i den lange ende, eftersom at vi, der havde pengene, var på vej til at forlade scenen. Chaufføren lånte 2000 Naira af os, betalte dem og vi kørte igen. Han var rasende! Mest af alt var han gal, fordi han følte sig ydmyget på det groveste. "This is why you white people are feeling sorry for us black people!" Han var virkelig flov over sine egne landsmænd, som lige havde tjent 70 kr. på at ydmyge ham. Stakkel! Han havde jo helt ret. Vi overbeviste ham om, at vi på ingen måde syntes, at han skulle føle sig flov, og at vi var helt og aldeles på hans side – og så betalte vi ham de 2000 Naira – så var hans dagsløn da i det mindste reddet.
Nu befinder vi os nu på vores værelse igen, hvor vi sidder og forsøger at fordøje de mange indtryk fra dagens program. Men allermest går vores tanker til lille Ifes mor, der var kommet så langt i fornedrelsen, at hun måtte opgive det største i livet – nemlig sit eget lille barn. Det forpligter at blive forældre – det ved alle. Men i dag er der blevet lagt et par lodder mere i dén vægtskål – og taknemmeligheden er om muligt vokset endnu mere.

Dagens ord: Selv den største taknemmelighed kan pludselig føles så utilstrækkelig



No comments

Back to content | Back to main menu