17. august 2013 - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

17. august 2013

Published by Louise in Dagbog · 18/8/2013 00:08:26

Så er nedtællingen for alvor i gang. Tanken om at vi om 26 timer er i Lagos, er helt igennem surrealistisk - om 26 timer starter et nyt og meget stort kapitel i vores lille families liv.
Dagen i dag har været (og er stadig) en følelse af at være i en meget lang transit, dog med den forskel at der liiiige er en 5-6000 småting der skal ordnes inden vi rejser. Der streges, krydses og tilføjes lystigt til TO DO listen, men humøret er højt, og vi når i mål med det hele.
Vi har fået tilsendt en køreplan fra LIFE (den lokale organisation, der koordinerer alt vedrørende adoptioner), så vi ved meget præcist, hvornår vi skal hvad.
Mandag står den på orienteringsmøde, og så kommer tirsdag - dagen hvor vi skal besøge Ife første gang, og tanken om det er meget overvældende. Det eneste, der er sikkert den dag er, at Louise har vandfast mascara på, og så lader vi os ellers kyle helt rundt og overgiver os. Herefter er det daglige besøg på børnehjemmet, indtil alle formalia er på plads, og vi kan få overdraget Ife.
Vi skal bo privat hos Elvira der er formand for LIFE, og indgå hendes families liv og dagligdag. Det er for os en fantastisk mulighed, og vi håber og tror på at det vil berige vores ophold og give os chancen for at komme tættere på kulturen og historien fra vores lille piges hjemland.

Så alt i alt er vi spejderklar og fulde af forventninger, klar til afgang og lidt til…


Dagens omkvæd: Sommerfuglene er blevet til havmåger.



No comments

Back to content | Back to main menu