19. august - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

19. august

Published by Kenneth in Dagbog · 21/8/2013 00:20:42

Nu begynder alting... Vi kan mærke, at det er ved at være alvor! Indtil nu har al vores fokus været rettet mod praktiske ting, der helst skulle være på plads, før vi rejste. Men her til morgen kunne vi mærke, at vi er under fremmede himmelstrøg - ikke på ferie, som vi dog har prøvet en del gange, men fordi vi rent faktisk lige om lidt bliver forældre til skønne lille Ife.
Vi er velsignet med en privatchauffør, der henter os på aftalte tidspunkter. Han er så til rådighed, så længe vi har brug for det. Vi skal betale ham 6000 naira (180 kr.) for de første 4 timer - derefter 1000 ekstra per ekstra time. Da vi bor sammen med Lene og Mogens (et meget sødt par fra Aalborg) kan vi slå halv skade, så det er faktisk rigtig billigt og meget behageligt.
Første tur med Mr. Sunday gik i dag til Life Foundations kontor. De holder til i nogle tætpakkede lokaler på 5. sal i en stor kontorbygning. Vores kontaktperson Ms. Utibe bød os sammen med Christiana velkommen, og nu fik vi alle tre par en fin introduktion til forløbet. Hun gjorde meget ud af at forklare os, at Nigeria på ingen måde ligner noget vi kender, hvad angår systematik, punktlighed og organisation. Hun udtrykte det meget præcist: "We never hurry our lifes in Nigeria". Således kunne vi pludselig bedre sætte os ind i, hvorfor det dog kunne tage så lang tid at få lavet invitationsbrevet til os - som vi i øvrigt stadig venter på... Masser af spørgsmål og svar senere foreslog Utibe, at vi kunne køre til "Terra Culture"  - et kulturcenter med restaurant, hvor vi spiste nigeriansk frokost. Det var bestemt køreturen værd, og vi fik introduceret den meget kratigt krydrede og til tider pænt stærke mad. Superlækkert var det og tegner godt for vores ophold.
På vej hjem fra Life fik vi Mr. Sunday til at holde ind ved Shoprite, hvor vi kunne få købt nogle af de ting, der er rare at have på værelset. Ingen kuffert til Kenneth. Til gengæld dejlig middag og efterfølgende en utrolig spændende samtale med Eliviras bror Ibi - om Nigeria, Biafrakrigen, korruption, skikke, religion etc. - ledsaget af gode mængder kaffe med Amarula. Ibi bor i nærheden og kom vist bare forbi for at sludre lidt. Men han havde meget på hjerte, og vi lyttede gerne. Det er en stor gave at bo privat indkvarteret - det er sådanne samtaler et godt bevis på.

Dagens ord: Det er lige om lidt!?!



No comments

Back to content | Back to main menu