19. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

19. september

Published by Kenneth in Dagbog · 20/9/2013 00:12:03

Oji odu achu ijiji-o-o  - Nej jeg har ikke tabt noget ned på tastaturet… Det er Igbo stammesprog og betyder: "Den som bruger sin hale til at jage fluer væk med" – altså en ko! Der er sgu da lidt mere format over at råbe dette efter eksempelvis Nurse Ratchet end bare: Ko! Nå men, så langt er vi ikke kommet endnu. Alene af den årsag, at vi ikke har været på børnehjemmet. Vi venter stadig på brev. Men i mellemtiden fik vi i dag arrangeret et møde med Utibe, der ville give os en status på sagen. Det nemmeste var, at hun kom forbi vores hus, og Per og Ann mødte også op. Og i dag var der rigtig gode nyheder! Sidste tirsdag blev brevet faktisk skrevet, og siden har det ventet på, at den øverst ansvarlige for adoptioner i Nigeria skulle komme tilbage til landet, så han kunne sætte sin underskrift på. Han kommer tilbage i morgen, fredag. Det er så ikke sikkert, at han kommer ind på sit kontor, men i så fald vil underskriften være klar på mandag. Derefter skal vi til interview i ministeriet – et par ad gangen. Hvad de vil spørge om, aner vi ikke, men vi vil have en bisidder fra Life (sikkert Utibe), som kan hjælpe os igennem, hvis der skulle opstå tvivl. Dette interview kan principielt foregå med det samme. Så bliver vi udstyret med et "release letter", og med det i hånden kan vi køre ud og hente vores børn! Alt dette med "bonding" på børnehjemmet under Mrs. A´s supervision får ingen gang på jorden. Release-brevet giver hende nemlig ordre om at udlevere Ife til os – Jubiiii! Nok er ministeriet sure over, at vi er kommet herned, før approval-brevet var udfærdiget, men de er ikke onde mennesker. Det var sådan, Utibe fortalte, da hun sad i sofaen med 6 blegansigter rundt om. Da hun ankom, var hun tydeligvis lidt nervøs over at skulle tale med os. Hun undskyldte, og bad os om at finde den sidste tålmodighed frem. Vi forsikrede hende om, at nok var vi frustrerede over al ventetiden – mest på vores pigers vegne – men vi var på ingen måde utilfredse med Lifes arbejde med sagen. Det gik op for os, at hun sikkert mange gange før har siddet overfor folk, der har været rasende, urimelige og decideret grove i deres retorik. Hun var i hvert fald meget lettet, da vi fortalte hende, at vi hele tiden har haft stor tillid til Life, og hvis det blev krævet af os, så stiller vi gerne op med en propel i røven og afsynger Marseillaisen! Det bliver næppe nødvendigt, selvom det kunne være festligt. Vi sad og talte en times tid om løst og fast – mest løst. Blandt andet fik vi overblik over, hvor mange gaver, vi skal have med i ministeriet. Jo jo – de skal da ha´ gaver. Det bruger man meget. Det er ikke bestikkelse – men måske bare en påskønnelse af, at de gør det arbejde, de får deres løn for… Vi skal i hvert fald i Shoprite i morgen, for der skal være gaver til 3 herrer og 1 kvinde. Bum!
Utibe er en relativ ung og smuk kvinde i forvejen (se billede af hende under  "Indtryk") – men i dag syntes vi, at hun lignede en engel! Det var rigtig gode nyheder, hun bragte. Vi synes nu, at vi kan overskue forløbet, og frem for alt – vi får vores lille Ife hjem til os selv! Selvfølgelig sidder der en lille djævel på skulderen af os og hvisker, at aftalerne ikke bliver overholdt, men han bliver basket i gulvet lige med det samme. Vi ifører os stolt den store skinnende JA-hat og er mere end spejderklar.
Ligesom dagen ikke kunne blive meget mere perfekt, blev Louise og jeg inviteret på en lille en – for enden af vejen. Alain ville da lige vise os, at der helt nede ved vandet ligger en skøn lille bar, så dér traskede vi da ned og fik lidt at drikke samt en portion Suya som snack. Med os gik Adaora – det var rigtig hyggeligt. Alain kæmper pt. med lungebetændelse samt alt for lavt blodtryk, så han er lidt underdrejet. Alligevel tager han sin værtsrolle meget alvorligt og sørger utrolig godt for os hele tiden. Eksempelvis kører han os i morgen til frisør… Jeg havde hjemmefra tænkt over, at behovet ville opstå på et eller andet tidspunkt, men Alain foreslog det forleden, og vi sprang da straks på! Det er ikke en lokal på gadehjørnet – men en libaneser, som Alain selv benytter sig af. Nu må vi se – der er jo alligevel grænser for, hvor meget skade han kan gøre med de vigende lokker. Og så Shoprite bagefter! Uha – det bli´r en stor dag!

Dagens ord: Himlen virker altid mere blå, når den titter frem efter mange dages gråvejr!



No comments

Back to content | Back to main menu