1. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

1. september

Published by Kenneth in Dagbog · 2/9/2013 00:31:09

Nu kan vi vejen til børnehjemmet udenad! De samme scenerier, vi kører gennem hver dag. Avisdrengene, der løber mellem vognbanerne. Man stopper ikke – ned med vinduet, man råber sig ordre, og så må knægten altså følge med trafikken, alt imens han knokler for at få den rigtige avis hevet frem af poserne, han slæber på. Har man ikke lige penge, så viser man ham, hvad man har at betale med, og så må han levere byttepengene, før han modtager betalingen. Motionisterne, der også denne søndag løber i tyk bilos i midterrabatten, gadefejerne med Sisyfosarbejdet, fodgængere, der springer for livet – men de er i det fine tøj – det er jo søndag.
Besøgene på Hearts of Gold begynder også at virke bekendte. Vi bliver modtaget af vores skønne pige, ind i legerummet, mad, leg hygge og afsked. Vi er på ingen måde kede af det, men de 16 kvadratmeter, vi opholder os i, er efterhånden udforsket på alle måder, og Ife har tydeligt brug for lidt mere plads at boltre sig på. Således også i dag. Vi fik ekstra tid sammen med vores børn – 2½ time. Det blev lidt for meget for Ife til sidst, der måtte overgive sig og tage en lur hos os. Det var varmt, men fantastisk hyggeligt. Bare at sidde og betragte vores smukke datter og overveje, hvad hun mon drømmer om, når hun lægger sig til at sove. Man ville gerne betale meget for en flig af hendes tanker – eller også er det meget godt, vi ikke ved noget…
Vi var inviteret i National Theatre i dag. Husets yngste datter, Uchiche (6 år) har den sidste måned deltaget i et teaterprojekt, og forestillingen, de havde arbejdet på, skulle løbe af stabelen i dag. Alain spurgte os, om vi ikke ville med, og det var et skønt afbræk i rutinerne. Det er faktisk en rigtig god ide. Børn i alderen 5 – 18 kan melde sig til, og således kan en lidt for lang sommerferie pludselig blive en fest. De arbejder med kreativ skrivning, sang, dans og drama. Man forsøger på ingen måde at skjule, at der skal puttes lidt nationale værdier og læring ind i dramaet: to landsbyer delt af en flod – olieforekomst i floden – grimme oliefolk køber det hele for en slik, krig mellem de to landsbyer, flodgudinden siger fy! – landsbyerne bliver enige om, at det var noget værre noget – fred og ro i samdrægtighed. Taler af Her Honorable dit og Most Distinguished dat…  Og så rejser vi os lige op til sidst og synger nationalsangen! Men musikken, sangen og i særlig grad dansen var intet mindre end fantastisk! I deres meget smukke klædedragter dansede børn i alle aldre afrikanske stammedanse som en stilisering af krig, fred, stolthed etc. Som ellers nogenlunde erfaren musiker sidder man og leder efter et 1-slag i sekvenserne – og hver gang, man mener at have knækket rytmikken, bliver man slået hjem som en anden Ludobrik. Det sjove er, at man tænker, at det må være meget komplicerede rytmiske sammensætninger, men det er lige det modsatte. Man tænker slet ikke på den måde. Musikken skal fornemmes og føles, og så vil det hele give mening. Der gælder det samme princip for dansen. Den skal mærkes! Og det bliver den. Der er lavet koreografier og det hele, men elegancen kommer et andet sted fra.
Vi talte efterfølgende om, at der påhviler os et stort ansvar overfor Ife. Den gave, hun har med sig i generne i forhold til at beherske sin krop og bevæge den – ikke til musik, men med musik – skal vi give hende alle muligheder for at videreudvikle. Og synge! – Og male… Og skrive… og, og , og… Pyha – der bliver meget at se til…

Dagens ord: Another day at the orphanage… 1, 2, 3, 4, 5 – 1, 2, 3 næh… 1, 2, 3, næh… 1, 2, 1, 2, næh… Pokkers!



1 comment
suanne
2013-09-04 12:52:30
pu ha , der fik i mig lige med : ikke at danse til musik -.men med Uhhhhh, ja gid hun må beholde det i sig.....

Back to content | Back to main menu