29. og 30. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

29. og 30. september

Published by Kenneth in Dagbog · 1/10/2013 22:42:45

I går, søndag vil jeg springe let og elegant henover, for det var virkelig bare en ventedag. Venten på, at vi skulle i ministeriet og i gang med de egentlige sagsakter. Et dejligt besøg hos Ife blev det dog til, og hun var igen i fuld firspring – hun kommer til at give sine forældre så megen dejligt med- og modspil!
Mandag var skøn at vågne op til. Vi var på børnehjemmet kl. 9, som vanligt, igen med havregrød, Legoklodser, juice, fis og ballade. Før vi satte os i bilerne kl. kvart i elleve, måtte vi lige skifte til det pæne tøj. Det var ærligt talt ikke særlig rart at få både sko og strømper på for første gang i mange uger. Man vænner sig hurtigt til kort tøj og klipklapper! Vi ankom i god tid ved ministeriet, så vi fik da også en frokost presset ind. Utibe mødte os foran indgangen, dog i sidste øjeblik pga. trafikken – jokeren, der altid står på spil i kulissen, klar til at smadre enhver planlægning. Hele statsadministrationen er samlet på ét sted, og det svarer lidt til at køre til Rigshospitalet og finde den rette afdeling. Men ingen problemer her. Vores chauffør fulgte os – han har nok været der et par gange før med forventningsfulde adoptanter. I forkontoret, som var på størrelse med en skotøjsæske blev vi bedt om at sætte os. Bugnende skriveborde, hylder med sagsmapper overalt og så lidt plasticstole til os. Vores lokale mekaniker har langt bedre forhold! Præcis kl. 13 blev vi alle tre par lukket ind til Director of Adoptions. En midaldrende herre sad bag skrivebordet og vi på plasticstole igen. Han var en meget jovial herre, som brugte mange ord på at takke os for at komme helt herned til Nigeria for at hjælpe dem – det var ordene! Han priste vores forehavende i høje vendinger, og han kunne da også fortælle, at han havde været i Danmark for at besøge adoptivfamilier – hjem, som han var blevet voldsomt imponeret over. Han havde svært ved at forestille sig noget bedre at tilbyde børnene, og måske har han ret… Ind imellem spurgte han os, om vi nu havde det godt under vores ophold, hvilket vi jo kun kunne takke ja til. Og det var det nærmeste, vi kom et interview. Nu var det tid til at udfylde et ret omfattende spørgeskema. Hvorfor, ved vi ikke, for alle oplysningerne har vi jo sendt ned for mange måneder siden. Nyt var det dog, at de gerne ville vide, om vi kom fra en polygam familie, samt hvor mange koner, vores far har! Efter at have skrevet retsdokumenter under i stor stil, ønskede han os til lykke og fortalte, at vi nu kunne køre ud på børnehjemmet og hente vores børn. Lige i det sekund pressede tårerne sig virkelig på hos os alle – og Louise og jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at vande høns. Sikke et øjeblik! Det regnede, da vi trådte ud af bygningen, og vores chauffør foreslog, at vi lige ventede på, at det værste var drevet over. Men vi var fuldstændig ligeglade og insisterede på at gå den lille tur på 10 minutter hen til bilerne. Han syntes vist, vi var mærkelige, men overgav sig straks med et skævt smil i mundvigen. Under køreturen tilbage til børnehjemmet var humøret højt i bilen. Særligt var vi lettede over, at det nu var forbi med besøg på børnehjemmet – 30 stk. er det blevet til!
Utibe kørte med os og gik alene ind på kontoret hos Mrs. Adedoyin. Hun havde ringet i forvejen, og derfor vidste hun, at fruen ikke var i godt humør. Efter lidt venten i receptionen blev vi kaldt ind på kontoret, og allerede da vi satte os, vidste vi godt, at der var noget galt. Mrs. A. ville ikke udlevere pigerne. Hun sendte Utibe ud fra kontoret, som en meget gammeldags skoleinspektør ville smide lille Virgil ud – meget ydmygende og ubehageligt. Men Utibe skulle efter sigende være vant til at få den behandling en gang imellem af Mrs. A. Nu forklarede konen så, at vi jo måtte forstå, at det var hendes børn, og at hun var nødt til at være mentalt forberedt på at skulle tage afsked med pigerne. Vi var simpelthen målløse. Louise bed til bollen, og fortalte Mrs. A. at hun var skuffet over den beslutning. Dét faldt bestemt ikke i god jord! Fruen er ikke vant til, at nogen sætter spørgsmålstegn ved hendes beslutninger. Med uforløst raseri forlod vi kontoret igen og Utibe måtte ind og stå skoleret igen, mens vi ventede. Sagen er egentlig ganske enkel: Mrs. Adedoyin interesserer sig ikke for andres følelser – hun er til gengæld verdensmester i at sætte sig selv og sine egne behov i fokus. Nu kunne jeg sagtens skrive en hel side mere om, hvilke eder og forbandelser, der dels gik gennem hovedet samt de få, der fik luft. Det vil ikke tjene andet formål end at man får testet stavningen af nogle af disse trods alt sjældne brugte adjektiver. Senere på aftenen, efter vi havde taget imod et fransk adoptantpar, der også skal bo her i huset, ringede Utibe, som kunne fortælle, at vi var inviteret på børnehjemmet dagen efter kl. 14 – til fejring af Independence Day (53 år). Skal vi være helt ærlige, så var vi på ingen måde interesseret, men selvfølgelig ville vi dukke op. Ak og ve!

Dagens ord: Lavpunkt er et relativt begreb!



1 comment
susanne
2013-10-06 12:24:05
kæreste begge to .. hold da op hvor er det sket meget , og Miss A.. &¤"#¤¤//
Nå men vi glæder os alle sammen til at møde jeres lille pige - rygtet siger i er i DK slut oktober !?
pas på jer , godt i kan holde tungen lige i munden ;)
susanne

Back to content | Back to main menu