2. september - Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

2. september

Published by Kenneth in Dagbog · 3/9/2013 00:26:02

Det er altså lidt underligt at have så megen tid til ret få ting. Når man tænker på, hvor mange små og større aftaler, man under normale omstændigheder har spændt ud over sin dagligdag som et andet edderkoppespind, så kan det godt virke lidt provokerende på ens biorytmer, at dagens program består af et besøg på børnehjemmet på 1½ - 2 timer, hvorefter resten af dagen kan benyttes til lige, hvad man lyster. Mange af timerne går naturligvis med at bearbejde de mange indtryk fra besøget. Disse timer er så intense, både for os voksne og for børnene, så der er en del at tage fat på. Og vi er overbeviste om, at selvom vi glæder os til at have Ife full time, så vil disse intense besøg have stor værdi for os, når vi for alvor skal til at leve sammen og forstå hinanden. Men hvor er det dog vild luksus at kunne hellige sig denne ene ting i livet – at man skal lære sit eget barn at kende, og ikke mindst, at hun skal lære os at kende med et virvar af nye rutiner, sprog, mad, dufte, tøj, omsorg, regler, kærlighed osv. For selvom alle gør en beundringsværdig indsats på børnehjemmet for at give børnene en tryg hverdag, så bliver deres liv ret enstrenget og enkelt. Det er naturligvis nødvendigt, givet omstændighederne. Og masser af nigerianere lever samme enkle og enstrengede liv – arbejd, så du kan spise. Bum! Vi har gjort det til en dyd ikke at have ondt af de mennesker, vi ser i hverdagsbilledet. Som tidligere beskrevet ser de alle stolte og målrettede ud i deres gøren og laden. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad har de af drømme? Hvilke planer har de lagt for deres liv? Det er jo noget, vi i Danmark har temmelig travlt med at gøre os selv klar over - for derefter at knokle hårdt for at nå målene. Går det galt, eller går det i stå, går vi til coach eller lignende… Og hvilke drømme ville Ife kunne have haft, hvis hun skulle være vokset op på børnehjemmet? Det synes at stå i skærende kontrast til alle de tanker, vi har om vores børn derhjemme; hvad de skal nå, gå til, være ansvarlige overfor; og senere: hvilke planer, de har for deres udvikling i skolen, deres uddannelse osv. Ja – Ife er heldig. For hun bliver ikke smidt på gaden, når hun når 16-17 års alderen. Men sikke dog en masse ting, hun skal tage stilling til som ny borger i lille DK. Det bliver pludselig tydeligt, når man henter sin datter i en alder af 3 år i et meget fremmed land.
Måske ansporet af gårsdagens teateroplevelse gik der jam session i den ved dagens besøg. Vi sad med balloner, og pludselig begyndte Ife at dunke sin ballon ned i gulvet. Det gav en sjov trommelyd. Far stemte hurtigt i, og mor med. Nu kørte det! Far udvidede med håndslag på en nærtstående papkasse – stortrommen var fundet. Ife sad og nikkede i takt og nød tilsyneladende musikken. Vi fik hurtigt lavet en melodi og nynnede den. Ingen tekst – det var ikke nødvendigt. Der var pludselig sambarytmer i det lille rum. Det var lidt for interessant for Per og Anns datter, Tutu. Hun kom kravlende medbringende en gul ballon med lidt mere luft i – lige den klang, vi manglede. Begge børn var fuldstændig sikre i tempoet og veg ikke en millimeter fra pulsen! Ret imponerende af børn i 2-3 års alderen (ikke for at prale, men vi synes faktisk vores døtre er ret geniale!) Trommesoloer blev indlagt og melodien genoptaget efterfølgende. Vi sad faktisk længe og spillede sammen på den måde – herligt. Også fordi, det er en ny aktivitet, den er fysisk og meget glædefuld. Nu ved vi, hvad vi skal med pigerne ved de næste besøg, og hvad vi skal fortsætte med herhjemme. Endnu engang kan man konstatere, at musik bryder grænser – også på et børnehjem i Lagos, Nigeria.

Dagens ord: Et nyt band har set dagens lys: Ifeoluwa and the Pale Adopters! (IPA)



1 comment
suanne
2013-09-04 12:57:04
hahaha-- ja musik og dans kan alle tale!!!

Back to content | Back to main menu