Dagbog - Nigeria Tour 2013

Go to content

Main menu:

24. - 26. oktober - sidste dagbogsblad

Published by Kenneth in Dagbog · 26/10/2013 12:44:43

Så er det blevet lørdag den 26. oktober og dermed sidste dag i Nigeria. Vi glæder os naturligvis helt vildt til at komme hjem, men ikke desto mindre er glæden iblandet en lille portion vemodighed. Vi kommer til at savne familien Salleras; al virakken i huset, de søde og glade unge mennesker og talløse aftener, hvor vi efter aftensmaden har siddet i mange timer og talt sammen. Om dagens genvordigheder, problemer i sagen, Mrs. Adeodoyin, Carol i ministeriet, men også om de rigtig store ting her i livet, hvor det jo altid er inspirerende og interessant at høre intelligente mennesker fra en helt fremmed kultur udtale sig om deres erfaringer.
Ife har fået taget afsked med børnehjemmet. Det skete sidste søndag, før vi tog til Enugu. Vi var meget spændte på, hvordan pigerne ville reagere, når vi pludselig stod foran indgangen til den bygning, der de sidste 2 år har været rammen om deres liv. Begge var dog meget opsatte på at komme indenfor, og Ife var ikke det mindste bekymret over at skulle tage trappen op på første sal, hvor de sidste skåle med frokost var ved at blive sat til livs. Da pigerne trådte ind i fællessalen stormede de andre børn dem i møde og krammede dem. Ikke mindst plejerne var superglade for at se dem igen, og det blev til mange svingture og kram til dem alle tre. Nu fulgte så en halv times tid, hvor børnene løb rundt med hinanden, alt imens et par af de unge plejere sad i et hjørne og madede de mest handicappede. Det virkede som om, at de ikke rigtig havde lov til at deltage i løjerne og afskeden, så jeg fragtede Ife over til en af dem, som altid har været rigtig sød og imødekommende overfor Ife og spurgte, om jeg måtte tage et billede af de to sammen. Det var hun meget besnæret over, og hun straks Ife på skødet og lod billedet tage med et lidt genert smil på læben. Men det var tydeligt, at Ife havde det godt ved at sidde sammen med hende. Et stort gruppebillede blev taget af alle tre familier samt de fleste af plejerne. I mellem fotografen og os, stod an gruppe af de børn, der endnu ikke har fået forældre. De var glade – måske mest fordi, at der skete noget ekstraordinært – ellers kunne man godt ane misundelsen i deres blikke. De allerfleste af dem har ikke en chance for at få forældre – enten fordi de er for gamle eller for udfordrede. Så selvom humøret virkelig var i top, så havde vi bestemt en ret stor klump i halsen over at se dem vinke farvel til deres heldige kammerater, som de nu så for sidste gang. En skøn dreng på  5-6 år, som under hele vores besøgsperiode har været i nærheden og altid hjulpet de mindre børn med alting kunne ikke rigtig rumme det, da vi begyndte at trække mod udgangen. Han kiggede efter os og trak sig langsomt tilbage i lokalet med et meget skuffet udtryk i ansigtet. Det var virkelig hårdt at se på – men jo ikke i nærheden af, hvad han måtte føle. Han ønsker sig så brændende forældre. Elvira knokler også for at finde nogen til ham, men det er svært. Han er hjerteopereret, men rask. Det betyder, at han altid vil stå på listen af børn med "special needs".
Vi måtte naturligvis lige forbi kontoret og sige farvel til Mrs. A. Det var egentlig lidt lige meget, men nu var det gjort, og vi var både høflige og imødekommende. Vi skal jo hele tiden huske på, at der kommer andre efter os, og så kan det ikke nytte, at vi i vores iver for at sige vores mening brænder de broer, som andre skal gå over.

Det er faktisk svært at fatte, at vi har været her i 10 uger. Uge 3,4,5 og 6 var lange og svære, mens vi ventede på ministeriets officielle invitation. Men som Elvira sagde i sin lille tale, da vi var forbi Life-kontoret i går for at hente alle originaldokumenterne, så har vi slået 2 rekorder. Vi er dem, der har ventet længst på at få vores børn overdraget. Vi er også dem, for hvem det er gået hurtigst at få alle sagsakterne på plads – rent faktisk er det kun 3 uger! Hun takkede os meget for vores forståelse og tålmodighed og forklarede, at Life-medarbejderne virkelig havde knoklet hårdt for at få alting til at lykkes. Det havde hun ikke behøvet at forklare, for det er så tydeligt. De er professionelle, søde, forstående og udstyret med en enestående sans for at håndtere mennesker, der føler sig usikre og frustrerede. De har hele tiden haft overskud til at lytte på vores bekymringer og samtidig vurdere, hvor meget information, vi skulle have om sagen hen ad vejen. For der er garanteret meget, som vi ikke har fået at vide om forskellige myndighedspersoners optræden, trusler og hårdnakkethed, og det har nok været godt, at vi ikke har vidst det hele.

Nu skal vi så sige farvel til Nigeria for denne gang. Uanset hvordan livet går videre, så vil der gå en rum tid, før vi måske vender tilbage. Vi har set så meget og blevet så beriget af alle vores oplevelser. Beriget, fordi man simpelthen bliver nødt til at revidere sin opfattelse af, hvordan man lever sit liv, og hvilke frustrationer, man har lyst til at lade omverden vide om. Bare her i Lagos er der millioner af mennesker, hvis eneste projekt her i livet er at kunne overleve hver dag – uden nogensinde at kunne udleve nogle af de drømme, som alle mennesker må have, uanset hvor og hvordan man lever. Vi vidste det jo godt i forvejen, men når man møder det hver eneste dag i sin virkelighed, så bliver det meget tydeligt, at vi har så meget at være lykkelige for. Og oven i købet kan vi nu føje vores vidunderlige datter til i vores liv. Vi kommer til at mindes denne tur mange gange resten af vores liv, og vi kan tænke tilbage på et eventyr uden lige. Men hver gang vores tanker går mod Nigeria, så vil vi altid sende nogle helt specielt varme tanker og ønsker mod den unge kvinde, der for 2 år siden gjorde den største barmhjertighedsgerning af alle og overlod sin lille 1-årige pige til myndighederne i erkendelse af, at hun ikke selv ville kunne klare at give hende det, som alle forældre ønsker for deres børn, nemlig et trygt og godt liv. Ifes stammemærker vidner om, at hun har været ønsket og værdsat, for de er også et bevis på, at man har ønsket hende et godt liv. Så kære nigerianske kvinde: Vi takker dig af hele vores hjerte, fordi vi må få glæden og æren af at være forældre til lille vidunderlige Ife. Vi er dybt taknemmelige og bøjer os i støvet i respekt for den helt urimeligt svære beslutning, du tog! Tak!


Dagens ord: Et eventyr er ved at tage sin ende - og et nyt begynder!



18. - 23. oktober

Published by Kenneth in Dagbog · 25/10/2013 13:03:28

16.- 17. oktober

Published by Kenneth in Dagbog · 19/10/2013 13:29:33

14. - 15. oktober

Published by Kenneth in Dagbog · 16/10/2013 13:19:15

10. - 13. oktober

Published by Kenneth in Dagbog · 14/10/2013 00:46:49
Newer posts
Back to content | Back to main menu